Kræften krævede et øje og en arm, men søskendepar er taknemmelige for livet
Indsamlingen til fordel for kampen mod kræft er i fuld gang. Men det handler ikke kun om at samle penge ind, det handler også om at dele personlige erfaringer med sygdommen.
Hvert år rammes cirka 170 personer af kræft i Grønland – og langt fra alle overlever den modbydelige sygdom.
Søstrene Inga og Ina Olsen fra Sisimiut har begge haft kræft tæt inde på livet og deler deres historier i byens kulturhus, Taseralik.
Inga Olsen blev ramt af kræft i 2018, og for at redde hendes liv måtte hendes ene arm amputeres året efter. Og at miste sin arm var alt andet end nemt.
- Jeg var meget flov over at vise det frem, fordi det var så synligt, at jeg manglede en arm. Det krævede rigtig meget af mig, men nu føler jeg, at jeg er kommet over det, fortæller Inga Olsen til de fremmødte borgere i foredragssalen.
- Livet går videre. Men det sker stadig, at nogen spørger: ‘Hvad er der sket med din arm?’ eller ‘hvor er din arm?’ Og så tænker jeg: Hvordan skal jeg svare på det – til en fremmed?
Svære spørgsmål fra sønnen
Familien har været særligt hårdt ramt af kræft. Da Ina Olsens søn begyndte at få problemer med det ene øje som knap toårig, undersøgte hun det nøje sammen med sin mand.
- Da vi tog et billede af hans øjne med blitz, kunne vi se, at det venstre øje havde et hvidt skær, mens det andet var rødt, fortæller hun.
I baggrunden vises et billede af sønnen, hvor man kan se en hvid plet i det venstre øje.
Sønnen blev undersøgt og herefter hurtigt sendt til Danmark, hvor lægerne på Rigshospitalet konstaterede, at han havde kræft i øjet. Det betød, at hans venstre øje måtte fjernes.
Ina Olsens søn er i dag seks år gammel og stiller somme tider spørgsmål som ‘hvorfor skulle jeg få kræft? Hvorfor skulle mit øje fjernes? Hvornår kan jeg se igen?’
- ‘Jeg ville ikke have kræft.’ Som mor overvejer jeg altid, hvordan jeg skal svare på det, når han spørger, siger Ina Olsen tydeligt berørt.
En kamp for at klare sig selv
Da Inga Olsen fik amputeret sin arm, nægtede hun at vente på hjælp og lærte at klare praktiske ting som eksempelvis madlavning selv. Men det har ikke været nemt.
En gang var hun alene hjemme og skulle skære noget bacon, men uanset hvor meget, hun prøvede, blev baconen ved med at glide rundt på skærebrættet.
- Jeg blev så frustreret, at jeg smed kniven ned på bordet og råbte: ‘Hvorfor, hvorfor skulle det lige være mig?’, siger hun.
Inga Olsen og Ina Olsens søn er stadig raske, men de skal fortsat gå til kontrolundersøgelser. Som andre kræftpatienter ved de, at ikke alle er lige heldige, men håbet om at forblive raske er intakt.
Håbet lever stadig
- Det ville være et mareridt, hvis jeg skulle miste mit barn, siger Ina Olsen med tårer i øjnene og fortsætter:
- Så jeg er enormt taknemmelig for, at alle hans undersøgelser indtil videre har været positive.
Inga Olsen nikker genkendende til sin søster.
- Selvom det har været en hård vej, var der ingen anden vej end at få armen fjernet, hvis jeg skulle overleve. Så jeg vælger at være taknemmelig, siger hun.
- Vi har kun én ting at klamre os til, og det er håbet, afslutter Inga Olsen og demonstrerer grinende, hvordan hun har lært at lyne sin jakke med én hånd.
Neriuffiit Kattuffiat, Kræftens Bekæmpelse i Grønland, afholder landsdækkende indsamling den 1. november.
