Kong Frederik udgiver ny bog

Tre dage efter sin tiltrædelse udgiver Kong Frederik d. 10. en bog, hvor han blandt andet fortæller om rigsfællesskabet, sit valgsprog og tankerne om at blive regent.
Kong Frederik X omtaler rigsfællesskabet i sin nye bog, som udkommer onsdag. Foto © : Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
17. januar 2024 08:51

Den nyudnævnte Kong Frederik d. 10. udgiver til alles overraskelse onsdag en bog.

Det meddeler Kongehuset på Instagram.

Bogen bærer titlen "Kongeord" og handler om de tanker og overvejelser, som Kong Frederik har gjort sig om den opgave og det ansvar, han nu har taget på sig som regent.

De 112 sider handler blandt andet om Frederiks forhold til kongerækken, til danmarkshistorien og kristendommen.

Han forklarer også, at selv om Gud ikke er direkte nævnt i hans valgsprog, ligger det indirekte i ordet "forbundne", som indgår i valgsproget.

- Jeg ønsker at markere, at vi som mennesker er forbundne - til hinanden, til vores kristne tro og til vores fælles historie, siger han i bogen.

Ifølge DR omtaler Kong Frederik også rigsfællesskabet i bogen:

- Som kongepar vil vi fortsat være bro og bindeled i rigsfællesskabet og så vidt muligt arbejde for, at båndene mellem Grønland, Færøerne og resten af det danske rige bliver endnu tættere. Vi må ikke glemme, at vi er forbundne i rigsfællesskabet. Det forpligter, siger han.

Bogen handler også om hans hidtidige livsforløb og udvikling fra ung tronarving til familiefar - og nu altså konge.

Ordene er fortalt til og skrevet ned af Jens Andersen, som tidligere har udgivet bogen "Under Bjælken" om den daværende kronprins Frederik.