Konference sætter fokus på socialt udsatte grønlændere i Danmark

Onsdag åbner en konference i Nuuk med fokus på socialt udsatte grønlændere i Danmark.
København
Skrevet af Karsten Sommer
08. februar 2017 11:43

Konferencen er arrangeret af Det Grønlandske Hus i Aalborg og Aalborg Kommune, og deltagerne omfatter ud over en række danske kommuner, også Kommuneqarfik Sermersooq og Qeqqata Kommunia.

Målet med konferencen er at relevante myndigheder i Grønland og Danmark får opbygget et samarbejde, så hjælpen til grønlændere i Danmark bliver så god som mulig.

Omkring 3-400 grønlændere flytter hvert år til Danmark, og desværre oplever mange ellers velfungerende, at komme ud i en social deroute, når de flytter, påpeger Aaja Chemnitz Larsen, folketingsmedlem fra Inuit Ataqatigiit, der åbner konferencen onsdag.

- For mange grønlændere kan et liv i Danmark virke fristende, men virkeligheden kan have svært ved at leve op til forventningerne, hvis flytningen ikke er forberedt godt nok hjemmefra, siger hun.

Det samme gælder de grønlændere, der ønsker at vende tilbage til Grønland fra Danmark.

- Begge dele kræver et styrket samarbejde mellem kommunerne i Grønland og i Danmark, hvorfor jeg er rigtig glad for at konferencen i dag afholdes i Grønland, udtaler Aaja Chemnitz Larsen før dagens konference, der slutter i morgen.