Kommunen kan ikke gøre mere for fattig familie i Tasiilaq

Formand for velfærd og arbejdsmarked afviser at forhøje sociale ydelser. Kommunen kan heller ikke skabe flere arbejdspladser, selvom der er stigende arbejdsløshed i Tasiilaq.
- De ydelser der gives, bliver givet efter takstbladet. Der er et takstblad gældende i hele kommunen i Nuuk, Paamiut, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit for at opnå at borgerne får den ens behandling, siger Inge Olsvig Brandt. Foto © : KNR / Qanorooq
Skrevet af Malik Brøns
09. november 2020 05:31

I Tasiilaq står Jeremias Nuko i en butik med et dilemma. Skal han købe bleer eller mad til sin familie?

Det bliver til mad, fordi han kunne regne ud, at der ikke vil være mad nok til de næste fjorten dage, inden der igen går penge ind på kontoen igen.

Og det dilemma kan han være i i lang tid endnu.

Han er nemlig blot en af de mange arbejdssøgende i Tasiilaq, som mangler arbejde og penge. 

Familien har bedt om at få mere i sociale ydelser af kommunen, men det afvises af formanden for velfærd og arbejdsmarked, Inge Olsvig Brandt fra Inuit Ataqatigiit.

Er der planer om at øge de sociale ydelser i Tasiilaq?

- Nej. Det er der ikke, siger hun til Qanorooq.

LÆS OGSÅ Mangel på arbejde i Tasiilaq: Vores børn går sultne i seng

Steven Arnfjord er lektor på Ilisimatusarfik. I mandags sagde han til KNR, at de 3.000 kroner, som familien får i sociale ydelser, er temmelig lavt. 

Gennemsnitsindkomst

Der bor 1.985 i Tasiilaq. 

11 procent af dem mangler et arbejde.
 

Den gennemsnitlige indkomst er på 179.000 kroner om året.
 

I Nuuk er gennemsnitsindkomsten 332.000 kroner. 

Mad og andre varer i Tasiilaq er nemlig dyre. Men kommunen kan ikke øge sociale ydelser i Tasiilaq - for så vil der være tale om forskelsbehandling, mener Inge Olsvig Brandt.

- De ydelser, der gives, er givet efter takstbladet. Der er et takstblad, som gælder i hele kommunen - altså i Nuuk, Paamiut, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit, siger hun. 

Ikke flere arbejdspladser på vej

En anden mulighed, som Steven Arnfjord foreslår, er at sænke skatten i Tasiilaq. På den måde kan en by som Nuuk, hvor folk tjener mere, sættes op - og på den måde kan der komme flere penge i lommerne hos folk i Tasiilaq. 

Men det afviser Inge Olsvig Brandt.

- Nej, der kan ikke blive tale om forskellig behandling, siger hun til Qanorooq.

Der er mangel på arbejdspladser i Tasiilaq. 

Borgere i Tasiilaq har færre penge mellem fingrene end før

 

I Tasiilaq i 2019 faldt den gennemsnitlige personlige indkomst om året med to procent i forhold til året før.

Nanortalik oplevede også et faldt på to procent.

Det var kun i de to steder i landet, hvor der var fald i den gennemsnitlige personlige indkomst. Resten af landet oplevede en vækst.

 

Kilde: Grønlands Statistik

I september var der 227 registrerede arbejdssøgende. Det er en stigning på 99 i forhold til året før i samme måned. Der var nemlig 128 arbejdssøgende i september 2019.

Men Kommuneqarfik Sermersooq kan ikke gøre noget ved problemet, siger Inge Olsvig Brandt. 

- Kommunen kan ikke i sig selv etablere arbejdspladser - men kan på den anden side godt gøre noget for de arbejdssøgende, siger hun.

Fra et udvalgsmøde i fredags skriver udvalget, at der er fokus på ledighedsproblemet i Tasiilaq.

- Forvaltning for Velfærd og Arbejdsmarked arbejder på at fremme samarbejdet med erhvervslivet og afholder derfor møder med store og små virksomheder i alle Kommuneqarfik Sermersooqs byer.

- Forvaltning for Velfærd og Arbejdsmarked forventer, at et bedre samarbejde med erhvervslivet vil give bedre muligheder for at anvise ledige, samt at finde revaliderings-, arbejdsprøvnings- og lærlingepladser, som særligt er en udfordring for de byer, der har flest ledige, står der.