Kommune Kujalleq skal overveje sine næste skridt
Kommune Kujalleq fik tirsdag en bøde på 4 millioner kroner til skattestyrelsen for grov uagtsomhed.
I Kommune Kujalleq har de ventet på, at der skulle falde dom i sagen. Og nu da den er kommet, så kan de komme videre, siger borgmester, Malene Vahl Rasmussen
Hun har snakket med KNRs radioprogram Ulluni Makkunani efter dommen er faldet.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, siger hun.
Kommunen havde i perioden fra februar 2023 til 2024 ikke betalt deres skat til tiden. I alt løb beløbet op på over 400 millioner kroner.
Og selvom den resulterende bøde ikke ligefrem vækker glæde, så kan kommunen i det mindste godt komme videre nu, siger borgmesteren. Og som det første, skal kommunen finde ud af, hvordan den skal forholde sig til dommen.
- Nu skal medlemmerne af kommunalbestyrelsen og partigrupperne i 14 dage evaluere, hvordan vi skal arbejde videre. I kommunalbestyrelsen skal vi beslutte, om vi skal lukke eller gå videre med sagen, sagde Malene Vahl Rasmussen tirsdag.
Konsekvenser for kommunen
Økonomien har ikke haft det så godt i Kommune Kujalleq de seneste år. Borgernes skat er blevet hævet med et procentpoint, mens kommunen har set sig nødsaget til at optage lån for at dække den gæld, den skylder i skat.
Men økonomien går i den rigtige retning i dag, mener borgmesteren.
- Men vi har stadig masser af arbejde forude.
Kommunens økonomiske rod kom for alvor op i rampelyset under den forrige valgperiode.
Men uagtsomheden omkring økonomien trækker længere tilbage, siger borgmester.
- Det er ikke kun i den forrige valgperiode. Man vidste også nogenlunde, hvor økonomien var på vej hen i valgperioden før den forrige, siger borgmesteren.
Hun fremhæver, at kommunen skal finde roden i noget, der begyndte at gå skævt for lang tid side. Det er et stort stykke arbejde, siger hun, som ikke bliver færdigt lige foreløbigt.
- Hvis vi i fremtiden også skal føre en sikker økonomistyring, skal vi sørge for, at vi arbejder grundigt nu, og ikke træffer forhastede beslutninger.
Til spørgsmålet om der vil komme konsekvenser for kommunen for dens uagtsomhed i økonomien, svarer Malene Vahl Rasmussen:
- Det kan jeg ikke sige noget om lige nu.