Kommune Kujalleq søger nye chefer – for de gamle er stoppet
Fire chefer mangler i Kommune Kujalleq lige nu. En kommunaldirektør og en vicekommunaldirektør mangler også.
- Vi har problemer med at fastholde chefer. Det startede i sidste valgperiode, siger Naja Lund, der er og formand for IA-gruppen i kommunalbestyrelsen.
- Vi har flere fungerende chefer, og stillingen som kommunaldirektør er også slået op.
I fire ud af de seks forvaltninger mangler der en boss, og de bliver ledt af fungerende chefer. Det er socialforvaltningen, forvaltningen for skole og institutioner, teknisk forvaltning og forvaltningen for erhverv.
Tilfældigheder, siger borgmester
Ifølge den nye borgmester Stine Egede (IA) er der ikke nogen særlig grund til, at cheferne er flygtet fra Kommune Kujalleq. Hun sagde under valgkampen i foråret, at der skal ryddes op i kommunens administration.
- Der er ikke tale om udrensning i kommunen. Forvaltningschefernes udskiftning er sket ved tilfældigheder, siger Stine Egede til Sermitsiaq.AG.
Hun vil ikke udtale sig om personalesager og understreger, at der ikke er er tale om sammenhæng.
- Jeg kan ikke udtale mig om enkelte sager. Så mange udskiftninger er sket ved tilfældigheder, andet kan jeg ikke sige, siger Stine Egede.
Fire forskellige top-poster i kommunen har været ledige siden før valget: Det er den administrerende direktør, vicedirektør, socialchef og skoleforvaltningschef.
Politikere venter
Nu mangler der yderligere to ledige chefkontorer i kommunens bygninger – og det forsinker også politikerne, vurderer Naja Lund.
- Når der er kommet en ny kommunaldirektør er det planen, at der skal gøres noget ved de ting, som vi gik til valg på, siger hun.
- Vi vil have service, der er tættere på og hurtig og en kommune, som er nem og imødekommende at komme i kontakt med.
IA havde et kanonkommunalvalg i landets sydligste kommune: Partiet fik over halvdelen af stemmerne i Kommune Kujalleq, som Siumut ellers altid har siddet tungt på.
IA er gået i koalition med Naleraq. De kræver mere hjælp til socialområdet – og et klart nej til mineprojektet ved Kuannersuit.
I alt seks top-poster i kommunen ledes nu af fungerende chefer. Listen herunder er fra kommunens hjemmeside:
- Fungerende administrerende direktør, Max Heilmann Larsen
- Fungerende vicedirektør, Kim Rosendahl
- Fungerende forvaltningschef for teknik og miljø, Josef Kreutzmann
- Forvaltningschef for kultur, fritid og forebyggelse, Mikael Mansi Rasmussen
- Fungerende forvaltningschef for socialområdet, Arnaraq Dorph
- Fungerende forvaltningschef for AMN-skole og daginstitutioner, Ruth Jakobsen
- Fungerende forvaltningschef for Erhvervs- og arbejdsmarked, Poul Jørgensen
- Økonomisk forvaltning, Kim Rosendahl