Kommune i glæde over mineprojekt: Det vil give mange arbejdspladser

Det glæder Kommune Kujalleq, at der er blevet givet en udnyttelsestilladelse til Tanbreez. Qaqortoq kæmper i øjeblikket med stigende arbejdsløshed.
- Når en hvilken som helst virksomhed åbner, skabes der arbejdspladser, og det kan sænke arbejdsløsheden, siger Kiista P. Isaksen (Siumut). Foto © : KNR
17. august 2020 11:57

- Vi er selvfølgelig glade, endelig har de (Tanbreez red.) fået den udnyttelsestilladelse som vi har ventet på i lang tid. Vi er også fortrøstningsfulde, fordi det kommer til at give arbejdspladser.

Det siger borgmester i Kommune Kujalleq, Kiista P. Isaksen (Siumut).  

Hun reager på nyheden om, at Naalakkersuisut har givet det australske mineselskab en udnyttelsestilladelse for at udvinde i den eftertragtede undergrund i Killavaat Alanngui, Kringlerne, ved Qaqortoq.

Tanbreez mineprojekt ved Qaqortoq

 

  • En ansøgning om en udnyttelsestilladelse for et område på 18 kvadratkilometer ved Killavaat Alannguat i Sydgrønland ligger klar til at blive underskrevet.
  • Mineselskabet, Tanbreez, skal grave efter et såkaldt eudialyt-mineral.
  • Minen vil blive etableret som et stenbrud med en produktion på 500.000 ton malm om året. 
  • Udnyttelsestilladelsen vil gælde for en periode på 30 år.

Kilde: Naalakkersuisut / Kommune Kujalleq

Her vil minen udvinde det såkaldte Eudalyt mineral.

Kommune med stigende antal ledige

I Qaqortoq, hvor minen skal være, var der ifølge Grønlands Statistik 149 arbejdssøgende i juli. I forhold til sidste år, var der 93 arbejdssøgende i juli måned. Der bor omkring 2.790 mennesker i Qaqortoq.

LÆS OGSÅ Udnyttelsestilladelse til Tanbreez: Mangler underskrift

- Når en hvilken som helst virksomhed åbner, skabes der arbejdspladser, og det kan sænke arbejdsløsheden, siger Kiista P. Isaksen.

Ifølge Tanbreez’ egne rapporter om mineprojektet vil projektet beskæftige mellem 30 og 140 personer i anlægsfasen.

Når minen er i drift, vil omkring 80 personer have fast arbejde i minen.

Tanbreez: Ikke en garanti

 - Der vil være mange forskellige stillinger, som de lokale kan få på minen, siger Kiista P. Isaksen og fortsætter:

- Det kan være under anlægsfasen, hvor man er med til at bygge minen op. Der kan være nogle, som arbejder med sprængninger, nogle kan være maskinførere, nogen kan flytte malmen fra minen, og så skal der bruges kokke og rengøringsfolk blandt andet.

LÆS OGSÅ Tanbreez´ projekt i Sydgrønland rykker nærmere

Selvom borgmesteren håber, at mineprojektet kan sænke arbejdsløsheden, er det dog ikke en garanti.

Tanbreez skriver nemlig ifølge deres egen bæredygtighedsrapport fra 2013, at man vil prøve at tiltrække arbejdere, der allerede har et job:

- Det er muligt, at arbejdsløse kan udnytte de jobmuligheder, som Tanbreez skaber både i anlægs- og driftsfasen. Dog er det mest sandsynlige scenarie, at projektet primært tiltrækker arbejdere, der allerede er beskæftiget i andre brancher.