Tanbreez´ projekt i Sydgrønland rykker nærmere
På et møde den 19. august mellem Naalakkersuisoq for Råstoffer og repræsentanter fra Tanbreez Mining og Kommune Kujalleq blev det aftalt at genoptage forhandlingerne om en samarbejdsaftale for projektet ved Killavaat Alannguat - Kringlerne, skriver Departementet.
Forhandlingerne bliver genoptaget som konsekvens af, at Tanbreez nu har indsendt det senest opdaterede udkast til en såkaldt VSB- redegørelse, der redegører for projektets samfundsmæssige bæredygtighed.
Naalakkersuisoq for Råstoffer, Erik Jensen, er glad for den nye udvikling.
- Jeg har tillid til, at alle parter seriøst forsøger at opnå et resultat i løbet af i år eller i begyndelsen af næste år, baseret på samarbejdet mellem Tanbreez og Kommune Kujalleq, som vil kunne generere vækst og jobs til gavn for borgerne i Kommune Kujalleq, udtaler Erik Jensen.
Han ser det som et godt eksempel på, at det nyindførte såkaldte ”one-door”-princip smidiggør og letter processerne, fordi flere administrative områder er samlet et sted.
Også Greg Barnes fra Tanbreez er glad for, at der nu er fremdrift i Tanbreez’ projekt.
- Tanbreez ønsker nemlig projektet igangsat hurtigst muligt, for at drage fordel af den nuværende handelskrig mellem USA og Kina, der har skabt store muligheder for Tanbreez’ projekt. Det gælder projektets indhold af sjældne jordarter og andet, som Kina i dag har en dominerende rolle i udvinding af, påpeger Greg Barnes.