Kommunalbestyrelsen godkender modvilligt asfaltværk

I år skal Kommuneqarfik Sermersooq betale 2,5 millioner kroner til finansiering af et asfaltværk, og næste år skal kommunen yderligere betale 11,3 millioner kroner.
Handlen blev indgået i april 2020, hvor borgmester Charlotte Ludvigsen (IA) underskrev købsaftalen. Det gjorde hun sammen med kommunens daværende kommunaldirektør Lars Møller Sørensen. Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Malik Brøns
02. juni 2022 05:39

For to år siden satte den nu afgående borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Charlotte Ludvigsen (IA), sin underskrift på en købsaftale på et asfaltværk til 20,875 millioner kroner.

En underskrift, der ikke havde været forbi kommunalbestyrelsen - og dermed hverken var blevet godkendt eller afvist af de folkevalgte.

Tirsdag eftermiddag gennemgik kommunalbestyrelsen så endelig aftalen og godkendte den modvilligt.

Oppositionspartiet Siumut var det eneste parti, der stemte imod en godkendelse.

- Fordi man ikke har brugt de rette kommandoveje, giver vi afslag, sagde Siumuts Dorthe-Marie Mogensen-Fontain .

Men fordi det er en bindende aftale, som borgmesteren har skrevet under på, kan kommunalbestyrelsen faktisk derfor ikke sige nej til den nu.

Juaaka Lyberth, der nu er forhenværende udvalgsformand for IA-gruppen sagde på mødet, at det var frustrerende, men at der ikke var andet at gøre end at godkende købet og finde penge til det i kommunens budget.

LÆS OGSÅ Charlotte Ludvigsen trækker sig som borgmester efter møgsager

Indtil videre har kommunen betalt syv millioner kroner, og nu har kommunalbestyrelsen modvilligt godkendt at betale for resten. I år skal der betales 2,5 millioner kroner, og næste år skal kommunen finde 11,375 millioner kroner i pengekassen.

Rod i kommunen 

 

  • Den 9. november 2021 satte Selvstyrets Tilsynsråd en stopper for, at kommunen må indgå nye langtidslejekontrakter med private virksomheder, hvor kommunen genudlejer boligerne som almene via Iserit.
     
  • Det er en praksis, som kommunen har anvendt siden 2015 for at skaffe nye boliger i byen. 
     
  •  Tilsynsrådet har konkluderet, at den praksis er i strid med kommunalfuldmagtsreglerne.
     
  • I november sidste år kom det også frem, at borgmester Charlotte Ludvigsen havde givet grønt lys til et lån på 20 millioner kroner, som ikke havde været behandlet i kommunens udvalg. 
     
  • Lånet skulle bruges til, at kommunens boligselskab, Iserit, kunne købe ejendomme i 2025. 
     
  • Og fredag er det kommet ud, at der er endnu en sag om 20 millioner kroner, som ikke blev politisk godkendt. Denne gang er det et køb af et asfaltværk fra Munck Gruppen i 2020, hvor borgmesteren skrev under på købsaftalen, uden at kommunalbestyrelsen havde behandlet sagen.

Handlen blev indgået i april 2020, hvor Charlotte Ludvigsen underskrev købsaftalen. Det gjorde hun sammen med kommunens daværende kommunaldirektør Lars Møller Sørensen, og uden at resten af kommunalbestyrelsen anede noget.

Og det er en fejl, som nu koster Charlotte Ludvigsen posten som borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq.

- Selvfølgelig ærgrer det mig, at der er sket fejl i så vigtig en sag, men det vigtigste nu er, at fejlen er blevet fundet, og vi kan bringe orden i forholdene. Alle er enige om, at vi har brug for et nyt asfaltværk, så nu skal vi have sikret betalingen, sagde Charlotte Ludvigsen i fredags, da kommunen selv gik ud med historien om asfaltværket. 

Kritisk revisionsrapport 

Og asfaltværket er ikke den eneste møgsag, som fik Charlotte Ludvigsen til at kaste håndklædet i ringen. Tidligere på måneden viste en revisionsrapport omfattende problemer med kommunens administration af boligområdet. Også her havde Charlotte Ludvigsen sat sin underskrift på et lån, som ikke var blevet godkendt politisk.

Rapporten fik professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, til at sige, at han aldrig havde set en så alvorlig og kritisk rapport.

Han sagde blandt andet sådan her på spørgsmålet om, hvor alvorligt det er, hvis en aftale ikke er blevet behandlet politisk.   

- Man kan sige, at hvis man bare er kommet lidt sent på den og bagefter går tilbage til politikerne, og de efterfølgende godkender det, så har man på en eller anden måde repareret på det. Kunne man sige.

- Men det er stadigvæk den forkerte rækkefølge, man gør det i. Politikerne har jo ikke nogen mulighed for at sige nej, når en aftale allerede er indgået, og hvis ikke man kan tilbagekalde den aftale, og bliver forelagt det her til en form for efterbevilling, så kan man jo ikke sige nej til den her efterbevilling, sagde Per Nikolaj Bukh tilbage i maj.