Koalitionspartierne er uenige om tvungen pensionsopsparing

Et paragraf 37-svar udstiller koalitionspartiernes interne uenighed om den obligatoriske pensionsopsparing. For mens Atassut er klar til at stoppe ordningen, mener Siumut, at det vil bringe landets økonomi i uføre.
KNR har kontaktet Demokraterne. De har dog ikke reageret på henvendelsen under arbejdet med indslaget. Foto © : KNR / Markus Valentin
Skrevet af Andreas Wille
05. juni 2025 16:00

Bør der være tvungen pensionsopsparing, eller bør der ikke? Det er det helt store spørgsmål for naalakkersuisut, da koalitionspartierne er uenige om, hvad den rigtige løsning er.

Spørger man Atassuts formand, Aqqalu Jeremiassen, er der ingen tvivl om, at den bør afskaffes. Og hvis naalakkersuisut ikke selv vil tage initiativet, vil Atassut som en del af koalitionen fremsætte et forslag i Inatsisartut, siger han.

- Hvis de ikke selv går i gang, vil vi fra Atassut forsøge at få flertal i Inatsisartut, siger Aqqalu Jerimiassen og fortsætter:

- Det er fint, at nogle partier havde det som et tema under valgkampen. De må selv stå til ansvar, hvis de nu har droppet det efter, at de er kommet i regeringen.

Et løfte

Under valgkampen til Inatsisartut var budskabet klart fra Demokraatit: tvungen pensionsopsparing skal afskaffes.

- Vi vil stoppe den tvungne pensionsopsparing, skrev Jens-Frederik Nielsen, der i dag er formand for Demokraatit og naalakkersuisut, på Facebook under valgkampen.

Men nu fremgår det af et paragraf 37-svar, at det ikke er helt ligetil. I svaret står der nemlig, at der i 2026 skal indgåes en ny politisk aftale om pensionsreform. Den skal baseres på anbefalinger fra en ekspertgruppe, som naalakkersuisut skal nedsætte. Om den obligatoriske pensionsopsparing vil være en del af arbejdsgruppens anbefalinger, er derfor usikkert.

Spørger man Inuit Ataqatigiit, hvordan de står stillet til den obligatoriske pensionsopsparing, er svaret uklart. De vil nemlig først høre, hvad arbejdsgruppen anbefaler, før partiet tager stilling.

- Jeg håber, at naalakkersuisut starter arbejdsgruppen hurtigt. På den måde kan vi hurtigere og bedre finde en løsning, siger Marianne Paviasen Jensen, der er Inatsisartutmedlem for Finans- og Skatteudvalg for IA.

Siumut: Man bliver nødt til at have opsparing

Siumuts Inatsisartutmedlem, Erik Jensen, der indtil marts var formand for partiet, er ikke i tvivl. Folk skal selv spare op til pension, ellers vil landets økonomi kollapse.

- Hvis den tvungne opsparing bliver fjernet, vil landskassen og kommunekasserne miste penge. Meget hurtigt. Hvis ikke vi vil bringe landet i økonomisk uføre, må vi selv spare op til vores pension, siger Erik Jensen.

Han ønsker, at folk sparer op fra de er 25 år til de fylder 60 år. I dag skal personer med en årsindkomst over 150.000 kroner spare op, men Siumut ønsker at hæve grænsen til 250.000 kroner.

KNR har kontaktet Demokraatits Inatsisartutgruppe for interview, men det har ikke været muligt inden deadline.