KNR besvarer angreb fra Henrik Sandgreen og dermed KNAPK

Formand for KNAPK Henrik Sandgreen er på Facebook kommet med et usædvanligt groft og uberettiget angreb på KNR og en navngiven medarbejder. Her er KNR´s reaktion.
05. juni 2015 05:40

 

Kære Henrik Sandgreen.

 

Du valgte fornyligt at lange hårdt ud efter en navngiven medarbejder på Radiovisen. Det skete på din Facebookside, hvor du underskrev dig som formand for KNAPK, hvilket giver udmeldingen vægt af officiel karakter.

 

Du navngiver to steder en af vores medarbejdere, som du beskylder for at være en løgnagtig mikrofonholder. Du vælger ydermere at kalde ham tekniker, selvom du burde vide, at han arbejder som journalist og har gjort det i mange år. Det er nogle hårde personlige angreb, som vi finder krænkende både af KNR og ikke mindst af vores medarbejder. Vi vil gerne på det stærkeste fastslå, at vi finder din udmelding særdeles uacceptabel.

 

I forhold til validiteten af din klage, så har vi jo allerede behandlet og svaret på din og Nusukas henvendelse. Vi finder stadigt ikke, at der er noget at berigtige. Når KNAPK's formand kritiserer Greenland Pelagic A/S, er det en kritik, der skal forholdes ejerne. Det blev den, og det var ganske efter bogen.

 

Du nævner også, at vores medarbejder og dermed Radioavisen tidligere har løjet i forhold til, at KNAPK skulle have undskyldt for sit angreb på færinger og islændinge i departementet. Det var ikke en undskyldning, men blot en beklagelse. Skriver du.

 

Hertil vil vi først gøre det klart, at det slet ikke var den pågældende medarbejder, der har skrevet om den sag. For det andet har KNR ikke skrevet, at KNAPK har undskyldt.

 

For vi har som overskrift til artiklen skrevet – KNAPK beklager "nordatlantisk nepotisme"-anklage

Men vi har citeret departementschefen, der har sagt;

”Og departementschef i Fiskeridepartementet, Jørgen Isak Olsen bekræfter overfor Sermitsaq, at de har accepteret KNAPK´s undskyldning.”

 

Altså kan vi ikke finde belæg for dine voldsomme anklager om løgnagtighed, men må tværtimod pege på, at du tilsyneladende er ude i et uberettiget groft angreb på KNR og Radioavisens medarbejder. Det gør du med dit mandat som formand for KNAPK i ryggen. Det, mener vi, er meget forkert.

 

Hvis du er utilfreds med KNR, er du altid velkommen til at kontakte os.

 

Med venlig hilsen

Jacob Abelsen
Direktør i KNR