KNAPK beklager "nordatlantisk nepotisme"-anklage

Fisker- og fangerorganisationen KNAPK har sluttet fred med Departementet for Fiskeri, fangst og Landbrug.
Foto © : KNR
Skrevet af Karsten Sommer
01. december 2014 05:58

Departementet truede ellers KNAPK med politianmeldelse i forrige uge, da KNAPK anklagede færøske og islandske embedsfolk i Departementet for at have fordelt makrelkvoter til deres landsmænd.

LÆS OGSÅ KNAPK indkalder til "skelsættende pressemøde"

Men avisen Sermitsiaq kan fortælle at KNAPK nu har trukket i land, og beklager deres udtalelser.
 
- Departementet har på et møde gjort det klart for os, at de opfatter vores formulering som stødende, og det har vi beklaget, siger KNAPK-formand Henrik Sandgreen til Sermitsiaq.

De har derfor slettet deres beskyldninger om "nordatlantisk nepotisme" i deres udtalelser fra pressemødet, men fastholder ellers deres krav om at grønlandske fiskere bliver prioriteret i en kommende ny fiskerilov.

LÆS OGSÅ KNAPK vil gerne have synliggjort fiskernes rettigheder i lovgivningen

Og departementchef i Fiskeridepartementet, Jørgen Isak Olsen bekræfter overfor Sermitsiaq, at de har accepteret KNAPK´s undskyldning.
 
- Der kommer ingen politianmeldelse. Efter KNAPK´s beklagelse vil jeg indstille at vi lukker sagen, siger Departementschefen til avisen.

LÆS OGSÅ Departement overvejer politianmeldelse mod KNAPK