Knogler fra hidtil ukendt menneskeart fundet i Filippinerne

Rester af en hidtil ukendt menneskeart er blevet fundet i Filippinerne.
Knoglerne blev fundet under udgravningerne i Callao-grotterne i Filippinerne. Foto © : Elaine Ross Baylon/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
11. april 2019 15:17

Arkæologer har fundet tænder og knogler fra hænder, fødder og lårben fra menneskearten, der er mellem 50 og 67.000 år gamle, skriver det britiske medie BBC.

Den nye menneskeart har fået navnet "Homo luzonensis", fordi resterne, som stammer fra mindst tre individer, er blevet fundet på Filippinernes største ø, Luzon.

Felix Riede, der er professor i arkæologi ved Aarhus Universitet, er begejstret for fundet, der er en ny tilføjelse til menneskets historie.

- Det er et fantastisk nyt fund, som giver et indblik i kompleksiteten af menneskets evolution, især i de seneste 100.000 år.

- Fundet tyder på endnu en lille menneskeart, som er kulturskabende og fuldstændig mage til homo sapiens, men som kropsligt er noget mindre, siger Felix Riede.

Opdagelsen kan betyde, at primitive slægtninge til mennesker forlod Afrika og kom hele vejen til Sydøstasien. Man har ikke tidligere troet, at det var muligt.

Der er i alt 13 rester fra den hidtil ukendte art. De er blevet udgravet i en hule i det nordlige Luzon siden 2007.

Knoglerne i fingre og tæer er bøjede. Det viser, at klatring formentlig var en vigtig aktivitet for arten.

    /ritzau/