KNI starter uvildig undersøgelse af intern millionfejl

Den offentligt ejede virksomhed vil nu lade en tredje part undersøge de sidste ti års fejlvurderinger af selskabets lagre. Det bekræfter selskabets bestyrelsesformand over for KNR.
Lars Borris Pedersen har været bestyrelsesformand for KNI siden 2018. Foto © : KNR.
Skrevet af Mathies Hvid Toft
02. december 2020 05:20

Ledelsen i KNI skifter nu mening og vil lade en tredje part undersøge hele forløbet, der har ledt til fejl i værdifastsættelsen af milliardkoncernens lagre.

I første omgang var udmeldingen ellers, at koncernens egen undersøgelse var tilstrækkelig.

LÆS OGSÅ Massiv millionfejl på varelager: KNI-formand freder ledelsen

Det bekræfter KNI's bestyrelsesformand siden 2018, Lars Borris Pedersen, over for KNR.

- Vi har ikke noget at skjule og ønsker derfor at være så åbne omkring det som muligt, skriver han i en mail.

Værdisat mange millioner for højt

KNI’s lagre har været vurderet mellem omkring 50- og 70 millioner kroner for højt gennem de seneste ti år.

Lager​skandale i KNI - sagen kort
  • KNI har siden 2010 haft systematisk fejl i deres registrering og opgørelse af KNI’s lagre.
  • Det har betydet, at lagrene i de første tre år siden 2010 har været værdisat omkring 70 millioner kroner for højt, og i de sidste syv år omkring 50 millioner kroner for højt.
  • Fejlen skyldes en menneskelig programmering i KNI’s systemer, men KNI har ikke noget bud på, hvem der står bag.
  • Fejlen betyder, at selskabet skal nedskrive dets egenkapital med omkring 50 millioner kroner ved halvregnskab i december.
  • Fejlen får ifølge KNI ikke ”væsentligt effekt på selskabets økonomiske stilling, herunder driftsresultaterne.”

Selv hævder virksomhedens ledelse, at der er tale om en fejl, som man ikke har haft mulighed for at opdage, og som der i øvrigt ikke ligger noget ulovligt bag.

En konklusion ledelsen drager, fordi KNI sammen med selskabets mangeårige eksterne revisor, Deloitte, har undersøgt forløbet siden slutningen af april.

LÆS OGSÅ Millionfejl i KNI: Forkert lagerværdi påvirker resultater

Det er dog samme eksterne revisor, der ligesom ledelsen ikke har fanget fejlen i årenes løb.

Ifølge Lars Borris Pedersen er man lige nu ved at afsøge mulighederne for hvem, der skal foretage den uvildige undersøgelse af sagen.

LÆS OGSÅ Millionfejl i KNI: Forkert lagerværdi påvirker resultater

- Vi arbejder på højtryk og satser på at påbegynde snarest. Vi kan naturligvis ikke svare på, hvornår det er færdigt, men så hurtigt som muligt, skriver han til KNR.