KNI kommer med usædvanligt overskud

Fast pris på brændstof har hjulpet det selvstyreejede selskab KNI til et stort overskud.
KNI A/S er Grønlands største handels- og servicevirksomhed. Foto © : KNI
05. august 2023 10:21

Prisen på brændstof skød i vejret efter krigen i Ukraine brød ud. Og det har blandt andet medvirket til en stor inflation rundt omkring i vejret.

Men det har KNI til dels kunne skærme det grønlandske samfund for, da de sikrer brændstofpriser til alle bygder og byer for flere år ad gangen. Og da de havde indgået den aftale inden prisstigningerne, har det hjulpet til at holde inflationen lav her i landet.

Og så har det hjulpet KNI til et usædvanligt overskud. De har leveret brændstof til krydstogtskibe, trawlere og flådefartøjer, som var købt billigt sammenlignet med den måde, priserne skød i vejret senere.

Det skriver KNI i en pressemeddelelse.

- Det er positivt, at vi har kunnet imødekomme efterspørgslen afledt af den høje aktivitet generelt, og især fra den øgede turisme, da indtjeningen herfra bidrager til de nødvendige investeringer, der skal foretages til renovering af tankanlæg, butikker og lagre, siger formanden for KNI’s bestyrelse, Inger Eriksen.

Overskuddet i KNI endte på 239 millioner kroner før skat.

- KNI’s sidst afsluttede regnskabsårs høje overskud skyldes blandt andet øget salg af brændstof til krydstogtrederier og gavner direkte den lokale befolkning, siger formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, i en pressemeddelelse.

Ny strategi

KNI har lagt en ny strategi, som skal hjælpe dem igennem de to større udfordringer, de ser i fremtiden.

Den ene er, at når de nye lufthavne åbner i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq, forventer KNI, at byerne vil få flere tilflyttere fra de mindre byer og bygder. KNI har leveringspligt til byer og bygder rundt om i landet, og de forudser, at der vil være færre kunder til varerne.

Derudover lukker Nuuk Imeq til nytår, da virksomheden får ophævet deres monopol på tapning af sodavand og øl i Grønland. Og da KNI er enedistributør af de produkter, betyder det også ændringer for dem.

- Det er to markante udfordringer, og vi skal selvfølgelig tilpasse KNI’s forretning, så vi også i fremtiden kan løfte vores forsyningspligt og serviceniveau samtidig med, at vi styrker vores fokus på innovation og skaber nye indtægtsmuligheder, siger administrerende direktør i KNI Jeppe Jensen.

KNI A/S er Grønlands største handels- og servicevirksomhed. Koncernen består af fire forrentningsenheder; Polaroil, Pilersuisoq, KNI engros samt Neqi A/S.