Kirken i Ittoqqortoormiit er faldefærdig

Kirken i Ittoqqortoormiit er i fare for at styrte sammen. Biskoppen og lokaludvalget i byen ønsker, at Naalakkersuisut skal gøre noget ved situationen.
20. august 2017 12:40

- Når man kommer ind i kirken, bemærker man, at fundamentet er sunket. Det sker på grund af ændringer i permafrosten, siger biskop Sofie Petersen.

Sofie Petersen er ikke den eneste der har bemærket kirkens ringe tilstand. Kommunen har som tilsynsmyndighed pålagt selvstyret at sætte kirken i stand, fordi den kan være til fare for kirkegængerne.

Biskop Sofie Petersen har også selv dokumenteret skaderne på kirken.

- Jeg har filmet og taget billeder inde i kirken. Jeg lagde en lille kugle på gulvet, og den begyndte at trille - derfor kunne jeg se, at fundamentet var sunket, siger biskop Sofie Petersen.

Dyrebar for borgerne

Kirken blev opført i 1929, og den er meget dyrebar for borgerne i Ittoqqortoormiit. Lokaludvalget i Ittoqqortoormiit håber på, at Naalakkersuisut vil gøre noget ved den faldefærdige kirke.

- Det vil være dårligt ikke at have en kirke, og vi vil ikke miste kirken. Vi håber, at nogen vil gøre noget ved situationen og reparere kirken, siger Emilie Pike Nielsen, der er medlem af lokaludvalget i Ittoqqortoormiit.

Biskop Sofie Petersen har for flere år siden rettet henvendelse til Naalakkersuisut om en renovering af kirken. Men hun har endnu ikke fået svar.

LÆS OGSÅ Illoqqortoormiuni oqaluffik aserfallassimaqaaq

Gudstjenester i en anden bygning

Naakkersuisoq for Kirke Doris Jakobsen oplyser, at hun arbejder på, at borgerne kan holde gudstjenester i en helt anden bygning.

- Vi er i dialog med kommunen, om vi kan bruge nogle af deres bygninger som kirke, siger Doris Jakobsen.

Hun fortæller også, at hun stadigvæk ikke har sat penge til side til renoveringen af den gamle kirke.