Billeder: Kina fejrer 70-årsdag for republikken

Kina fejrer sig selv med optog, parader og taler på 70-årsdagen for grundlæggelsen af den kommunistiske folkerepublik.
Skrevet af Ritzau
01. oktober 2019 09:38

Kina markerer 70-årsdagen for oprettelsen af den kommunistiske folkerepublik med enorm militærparade og et optog med 100.000 civile.

Fejringen begyndte tirsdag nat grønlandsk tid. Her sendte Kinas præsident, Xi Jinping, en markant hilsen til alle andre lande i sin tale.

- Der findes ingen magt, der kan ryste denne store nations fundament, lød det fra Xi Jinping i talen på Den Himmelske Freds Plads i Beijing.

LÆS OGSÅ Den kinesiske ambassadør besøger Grønland

- Ingen magt kan stoppe det kinesiske folk og den kinesiske nation i at springe fremad, siger Jinping.

Over 15.000 soldater, kampvogne og avancerede våben, herunder supersoniske droner og raketter, bliver vist frem i en parade under tirsdagens fejring.

Derudover skal 100.000 civile marchere sammen med 70 rullende udstillinger, som skal symbolisere Kinas udvikling på forskellige områder.

Efter paraden i Beijing vil 70.000 duer og 70.000 balloner blive sendt til vejrs, og om aftenen vil der være et stort fyrværkerishow over Den Himmelske Freds Plads.

LÆS OGSÅ Hongkongs økonomi vakler efter 100 dage med uro

Alt imens er flere store demonstrationer begyndt i Hongkong, hvor flere demonstranter, der igennem de seneste måneder har protesteret mod indskrænket demokrati, forsøger at stjæle opmærksomheden fra Beijing.

Hongkongs politi har udtalt, at det forventer voldelige protester i gaderne, og advarer om, at det kan være meget farligt at bevæge sig udenfor.

Folkerepublikken Kina blev grundlagt 1. oktober 1949 af den kommunistiske leder Mao Zedong.