Katti Frederiksen som ny naalakkersuisoq: Jeg er overraskende rolig

Ny naalakkersuisoq for kultur, uddannelse og kirke skulle i arbejdstøjet et øjeblik efter, at hun var blevet godkendt i Inatsisartut.
- Jeg er glad for, at have fået ansvaret for netop det område. Jeg interesserer mig meget for vores sprog og glæder mig til at komme i gang, siger Katti Frederiksen. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Malik Brøns
06. november 2020 05:39

Katti Frederiksen på 38 år er ny naalakkersuisoq for uddannelse, kultur og kirke.

Hun kom ud af det blå, da formanden for Naalakkersuisut stod og manglede en stedfortræder for Ane Lone Bagger (S).

For hun har ikke været på valg, og hendes ansigt har heller ikke været på valgplakater. Hun er blevet hentet ind i naalakkersuisut af Kim Kielsen - men alligevel føler hun sig klar til at varetage posten som naalakkersuisoq for uddannelse, kultur og kirke. 

- Jeg interesserer mig meget for vores sprog og har uddannet mig inden for litteratur og medier. Derfor føler jeg, at jeg har noget at komme med, og jeg glæder mig til at komme i gang, siger hun til KNR.

 

Foto © : Malik Brøns, KNR

 

- Jeg er født og opvokset her i landet, jeg har gået i skole og uddannet mig her, og jeg har oplevet de udfordringer, der er indenfor området. Jeg har også erfaringer fra udlandet, og jeg har lagt mærke til, hvad der mangler i de områder, som jeg skal varetage. Derfor føler jeg, at jeg på baggrund af mine erfaringer kan give noget tilbage.

Mor var også naalakkersuisoq

Hun har ikke været aktiv politiker før, men det har hendes mor Suka K. Frederiksen. Hun var medlem af Siumut og var blandt andet naalakkersuisoq for selvstændighed. Hun døde efter længere tids sygdom tidligere på året. 

Da jeg blev spurgt, havde jeg min mor i mit hjerte og i mine tanker. Hun ville sikkert havde spurgt: Katti, hvad er det du vil?

Katti Frederiksen fortæller, at hendes mor opfordrede hende til at træde ind i politik.

- Det har helt sikkert været en del af min beslutning. Hun prøvede at trække mig ind i den politiske verden mange gange, før da hun stadig var her. Det passede bare ikke dengang, for jeg havde gang i mange andre ting, siger hun.

LÆS OGSÅ Katti Frederiksen bliver ny naalakkersuisoq for kultur og uddannelse

- Da jeg blev spurgt, havde jeg hende meget i mit hjerte og i mine tanker. Jeg forestiller mig, hvad hun ville have sagt til mig. Hun ville sikkert havde spurgt: Katti, hvad er det du vil? På baggrund af det har jeg taget det her skridt.

Nu venter der en masse ting, som Katti Frederiksen skal sætte sig ind i. Og én ting er hun helt sikker på allerede nu: 

- Jeg vil gerne arbejde for at mindske antallet af unge, som ikke tager en uddannelse efter folkeskolen, siger hun.

I arbejdstøjet med det samme

Torsdag ved frokosttid blev Katti Frederiksen godkendt af Inatsisartut som ny naalakkersuisoq. Og hun føler sig godt tilpas, selvom hun skulle stige op på talerstolen og levere sit første ordførerindlæg til et forslag om netop om kultur.

- Jeg var overraskende rolig, selvom jeg var spændt i morges, da jeg vågnede. Jeg er tryg, og jeg føler, at jeg bliver støttet. Jeg mærkede en stemning i salen, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med dem. Jeg følte mig velkommen, siger Katti Frederiksen.

Hun er født i Narsaq og har studeret cand.mag i sprog, litteratur og medier på Ilisimatusafik.

Hun er sekretariatschef i Grønlands Sprogsekretariat, og hun har også ejet en café i Nuuk, som dog blev solgt i år.