Kassen er tom: Boligløse studerende kan ikke få en fremlejet bolig
Der er ikke flere penge i kassen. Og derfor er det ikke muligt at fremleje boliger til studerende i hovedstaden, som ikke kan få plads på fyldte kollegier.
Så klar er meldingen fra Departementet for Uddannelse.
For de 9,9 millioner kroner, der er lagt til side til leje af boliger, er brugt op, og der kan ikke gives en ekstrabevilling.
- Da hele bevillingen er brugt eller reserveret for 2022, kan der ikke indgås flere aftaler om yderligere eksterne lejemål, skriver departementschef i Karsten Peter Jensen i en mail til KNR.
LÆS OGSÅ År efter år: Kollegiemangel i Nuuk fortsætter
I år har i alt 37 ansøgere fået afslag på en kollegiebolig i hovedstaden, oplyser Kollegieadministrationens Fælleskontor KAF.
Og manglen på kollegieboliger betyder, at studerende bliver tvunget på orlov.
Droppede studiestart på sundhedsskole
På den erhvervsfaglige sundhedsskole har 14 studerende droppet studiestart mellem 2018 og til med i år, netop fordi de ikke havde tag over hovedet.
Derfor foreslår Siumut, Demokraatit og Atassut mulighed for at fremleje kollegieboliger til de 37 uddannelsessøgende. Ingen af de 37 kommer fra Nuuk – de er 12, der bor alene, 18 par med børn og syv enlige med børn. Fælles for dem er, at de gerne vil starte på en uddannelse, men kan ikke få tag over hovedet i landets hovedstad.
LÆS OGSÅ Mangel på kollegier: Partier vil fremleje boliger for at løse problemet
Men det er der altså ikke penge til kontoen, slår departementschef fast.
- Kollegiepladser er et tilbud til studerende, såfremt der er ledig kollegiekapacitet. Hvis ikke der er ledig kapacitet, så kan studerende også kigge på boligmarkedet indtil, der opstår ledig kollegiekapacitet, skriver Karsten Peter Jensen.
Måske er der en dør på klem
Departementschefen åbner dog en dør på klem for en mulighed, hvis nogen dropper ud eller bliver færdige.
- Der kan opstå frie kollegiepladser i løbet af året, eksempelvis ved fuldført eller afbrudt uddannelse, som ville kunne tildeles, når der er ledig kollegiekapacitet, skriver han til KNR.
KNR har forsøgt at få en kommentar fra Agathe Fontain, der gruppeformand fra Inuit Ataqatigiit. Det har ikke været muligt.
KNR har også forsøgt at få et interview med naalakkersuisoq for Uddannelse, Peter Olsen (IA), om hvorvidt han vil gøre noget ved kollegiemanglen i Nuuk.
Det har heller ikke været muligt. Han vil først udtale sig efter 15. august, fordi han er ude at rejse, skriver han.