Kaptajn på omringet stålværk: Vi har sårede og døde herinde

Russerne smider bomber på det omringede stålværk Azovstal i Mariupol, fortæller ukrainsk kaptajn på værket.
Mange hundrede civile og soldater er stadig indespærret i ruinerne af det sønderbombede stålværk Azovstal i Mariupol i Ukraine. Foto © : RitzauScanpix
Skrevet af Ritzau
22. april 2022 10:54

Over jorden er stort set hele det omringede stålværk Azovstal i byen Mariupol ødelagt, og under jorden er civile fanget under sammenstyrtede bygninger.

Det fortæller en af de sidste ukrainske vogtere i den strategisk vigtige havneby til britiske BBC.

Fra stålværket fortæller kaptajn Svjatoslav Palamar fra Azov-regimentet, at ukrainerne på Azovstal har stået imod en bølge af russiske angreb.

- Jeg bliver ved med at sige, at så længe vi er her, forbliver Mariupol under ukrainsk kontrol, siger han til BBC.

Ifølge Svjatoslav Palamar har russerne beskudt stålværket fra krigsskibe og smidt såkaldte "bunker buster"-bomber på det. Det er bomber, som er i stand til at ramme mål dybt under jorden.

Det har ikke været muligt for BBC at verificere disse oplysninger, men de stemmer overens med vidnesbyrd fra en ukrainsk flådekommandant tidligere på ugen.

Azovstal-stålværket er et enormt industrikompleks på 11 kvadratkilometer. Det er fyldt med underjordiske tunneler og kældre.

- Alle bygninger på Azovstals territorie er stort set ødelagt. De kaster tunge bomber - "bunker buster"-bomber, som forårsager enorme ødelæggelser. Vi har sårede og døde inde i bunkerne. Nogle civile er fortsat fanget under de kollapsede bygninger, siger Svjatoslav Palamar til BBC.

Adspurgt om, hvor mange ukrainske forsvarsmænd der er tilbage i Mariupol, svarer kaptajn Palamar:

- Nok til at afværge angreb.

Han fortæller videre, at de civile befinder sig andre steder på stålværket end der, hvor de der kæmper, er. De civile befinder sig i kældre med hver mellem 80 og 100 mennesker.

Det er ifølge kaptajnen uvist, hvor mange civile der befinder sig i alt, da nogle bygninger er ødelagt.

- Vi bevarer kontakten med de civile, der opholder sig steder, vi ikke kan nå frem til. Vi ved, at der er små børn helt ned til tre måneder blandt, siger han.

LÆS OGSÅ Soldater i Mariupol sender bøn til verden om at få dem ud

Svjatoslav Palamar opfordrer til, at de civile bliver evakueret fra stålværket.

Ældre civile på værket har brug for medicin, mens omkring 500 alvorligt sårede ukrainske krigere har brug for behandling. Flere af dem skal have amputeret lemmer.

- Efter 52 dages blokade og hårde kampe er vi ved at løbe tør for medicin. Og så beholder vi også ligene af vores krigere, så de kan få en værdig begravelse i et Ukraine-kontrolleret områder, siger kaptajnen.

Tidligere tilbagekaldte den russiske præsident, Vladimir Putin, en ordre om at storme stålværket. I stedet beordrede han sine soldater til at omringe det.

- Spær dette industriområde af, så end ikke en flue kan passere igennem, sagde han.

Kaptajn Svjatoslav Palamar tilhører Azov-regimen