Kaos i græsk regeringsparti

Som vi fortalte i går, trådte Grækenlands premierminister Alexis Tsipras tilbage og opfordrede samtidig til et hurtigt valg.
Skrevet af Ritzau
21. august 2015 16:14

Tsipras' tilbagetræden kom efter det lykkedes Grækenland at sikre den nye redningspakke til 86 milliarder euro.

I dag er premierministerens venstreorienterede regeringsparti Syriza så blevet sprængt. 

Græsk tv oplyser ifølge Ritzau at en fraktion bestående af 25 parlamentsmedlemmer bryder med partiet.

De 25 udbrydere vil danne et radikalt, venstreorienteret parti. Det vil gøre det nye parti til det tredjestørste i parlamentet, der har 300 medlemmer.

Det nye parti vil kalde sig Folkelig Enhed og skal ledes af tidligere energiminister Panagiotis Lafazanis. Han ledede den radikale fraktion i Syriza, som ignorerede Tsipras opfordring til at støtte betingelserne for en ny økonomisk redningspakke fra Europa.