Kampen om Grønland afvist ved filmfestival: Det er fordi, jeg er hvid, mener instruktør
Filminstruktør Kenneth Sorento vil meget gerne vise sin dokumentarfilm, "Kampen om Grønland", på det internationale lærred.
Men det er svært at få lov til. Og ifølge ham selv er det på grund af hans hudfarve.
- Min bliver film bliver afvist, fordi jeg er hvid, siger Kenneth Sorento til KNR.
Han brugte ni år på at lave filmen, som fik en god modtagelse blandt publikum her i landet og i Danmark.
LÆS OGSÅ Kampen om Grønland: Stærke unge stemmer åbner filmfestival i København
Men det internationale publikum får indtil videre ikke mulighed for at vurdere filmen.
Foto: Anders Karlqvist. Kenneth Sorento i Grønland.
Det er en skam, siger instruktøren, som mener, at filmen ville have et aktuel indspark i forhold til dagens Grønland og resten af verden, hvor Black Lives Matter, Hans Egede og selvstændighed har været til heftig debat i de seneste uger.
- Selvom filmen handler om Grønland, så har den noget at byde ind med til den globale diskussion, om hvad det vil sige at høre til i verden – hvornår er man rigtig amerikaner, hvornår er man rigtig dansker, hvornår er man rigtig grønlænder, siger han.
Afvist i Canada
I Canada er filmfestivalen ImagineNative Film Festival. Og den har nægtet at vise "Kampen om Grønland", fordi instruktørerne til de film, som bliver vist på festivalen, skal være en del af et oprindeligt folk.
- Vores nye krav til støtteberettigelse er, at instruktøren skal være en del af et oprindeligt folk for at være berettiget til at fremvise film på vores festival, er beskeden fra programkoordinator Judith Kanatahawi Schuyler ifølge Jyllands-Posten.
Kenneth Sorento mener ellers, at han opfylder en del af kravene til at vise filmen til festivalen, fordi han har haft grønlandske instruktører og producenter til filmen:
- Jeg synes bare det er uretfærdigt, når det er lykkedes at lave en film i tæt samarbejde med min grønlandske medproducent Jørgen Chemnitz og grønlandske medinstruktør Malik Kleist siger han og fortsætter:
- Jeg har brugt ni år på filmen, jeg har boet i længere perioder i Nuuk for netop at have tid til at lære mennesker at kende og for at forstå samfundet. Og jeg har fået at vide af mange grønlændere, at det er en rigtig god film, som opleves, som om den er fortalt fra et grønlandsk perspektiv. Så jeg synes, at det er uretfærdigt, at min film bliver afvist alene på grund af min hudfarve.
En trend i fremtiden
Det er ikke kun ImaginaNative Film Festival, som har afvist "Kampen om Grønland".
Kenneth Sorento har også fået afslag fra en filmfestival, som hedder Hot Docs i Toronto. De har ikke begrundet afslaget. Også New York Tribeca Film Festival har givet afslag uden at begrunde det.
Kenneth Sorento regner også med at blive afvist til verdens største filmfestival i Amsterdam, IDFA: The International Documentary Film Festival Amsterdam.
- Det gør jeg, fordi programdirektøren og den kunstneriske leder har meldt meget klart ud og sagt, at det her med hvide mænd, der laver historier om oprindelige folk, det er de meget imod, siger Kenneth Sorento.
Han regner med, at der i fremtiden vil være flere afslag hos filmfestivaler, hvis man som hvid fortæller om oprindelige folks historier:
- Det er en trend, vi ser i hele verden, mener han.
- Men heldigvis bliver filmen vist her i Norden.