Kampagne: Sex er godt

De unge skal tale med de unge om sunde sexvaner. Det er tanken bag en kommende kampagne, som skal få gummiet med ind under dynen.
Foto © : Jonas Løvschall-Wedel
11. december 2015 09:28

Pas på dig selv og brug kondom. Det er navnet på en ny kampagne, som skal få de unge til at beskytte sig, når de går i seng sammen.

Det skal dog være slut med løftede pegefingre. Denne kampagne bliver for de unge af de unge.

- Vi har selv erfaringer med dengang, vi gik i folkeskolen, at det var ældre damer fra sygehuset, der kom og sagde,:I må ikke gøre det og det. Men det gør jo bare, at emnet bliver mere tabubelagt, siger Lisa Ivalu Lind.

Læs også Syfilis hærger igen

Hun er selv sygeplejestuderende på femte semester, og så er hun frivillig hos Sex-Inuk, hvor hun tager rundt på skoler og taler med eleverne om sunde sexvaner.

Og den løftede pegefinger hjælper ikke, oplever Lisa Ivalu Lind.

 

Kampagner har ikke gjort en forskel

Hos Landslægeembedet er de enige. Det har i hvert fald vist sig ikke at være nok.

- Når man kigger tilbage, så kan man se, at der ikke er sket ret mange ændringer. Nu må de unge ud og markere sig og sige, at man skal passe på sig selv, siger Charlotte Lange, som er sygeplejefagligkonsulent hos Landslægeembedet.

Derfor bliver det lagt over til de unge frivillige fra Sex-Inuk at føre den kommende kampagne ud i livet.

Læs også Hver anden graviditet ender med en abort

Lisa Ivalu Lind har selv erfaringer fra sine besøg hos skoleklasser. Her oplever hun ofte, at eleverne til at starte med er meget generte.

- Fordi det er et meget tabubelagt emne, forklarer Lind.

Men efter nogle lege at varme op på kommer der mere gang i snakken.

- De åbner sig op og snakker til os. Netop fordi det er en ung, der taler til en ung.

 

Skal tale til de unge

Selve kampagnen bliver også med et ungt udtryk. Der bliver lavet reklamefilm, pjecer og busreklamer. Og det skal være simpelt og:

- I et sprog som alle forstår, siger hun.

Kampagnen får titlen. ’Pas på dig selv - brug kondom’ men det bliver med et positivt budskab.

- At sex er godt, men det skal være sikker sex. Man skal passe på sig selv og derfor bruge kondom, siger Lisa Ivalu Lind.

 

HIV kan sprede sig hurtigt

Kampagnen er ikke blevet mindre aktuel af, at landslægeembedet netop har fortalt, at de første eksempler på unge med den farlige HIV-virus, netop er blevet fundet i Ilulissat.

Det skaber frygt. Ikke Mindst i sammenhæng med, at der her i landet bliver dyrket meget usikker sex. Noget der skinner igennem i statistikkerne for gonorré, syfilis og i antallet af aborter.

Læs også To unge hiv-smittede bekymrer landslægen

Læs også Grønlandske HIV-smittede er ældre end i andre lande

Hidtil har der været HIV, men det har kun huseret i lukkede kredse, hvor det ikke har spredt sig fra.

Spreder det sig videre ud i samfundet kan det blive et stort problem.

- Så kan det pludselig gå rigtigt stærkt, siger Charlotte Lange.

Hun slår fast, at løsningen jo er ganske simpel.

- Brug kondom.