Kalistat Lund om Nuuk Imeq: Vi vil få mange flere valgmuligheder i butikkerne

Den nye emballagelovgivning kan betyde enden for Nuuk Imeq. Det bekymrer dog ikke naalakkersuisoq Kalistat Lund, der er positiv over for ændringerne.
- Hensigten er ikke at ramme Nuuk Imeq. Vi arbejder på at øge valgmulighederne og at gøre retursystemet større, lyder det fra Kalistat Lund. Foto © : Ty Stange
27. januar 2023 10:22

Tapperiet Nuuk Imeq frygter, at de er nødt til at lukke, når en ny lov træder i kraft i starten af 2024.

Tapperiet vil miste sit monopol, fordi nye og forkellige slags importerede øl og sodavand skal være lovlige at sælge i Grønland.

Det har medført blandede reaktioner fra både borgere og politikere, og nu melder naalakkersuisoq for landbrug, selvforsyning, energi og miljø, Kalistat Lund (IA) sig også på banen.

Og han er positiv over for den nye såkaldte emballagelov. 

LÆS OGSÅ Direktør i Nuuk Imeq: Vi er lukningstruede

- Nu tager vi endnu et skridt. Det betyder, at der nu skal være flere emballagetyper til læskedrikke. Og fra starten af 2024 vil det være slut med Nuuk Imeqs, så at sige, monopol på området, siger han og uddyber:

- Bryggerier i landet vil frit kunne vælge, hvilken slags emballage, de vil benytte. De vil derfor have større frihed. Også borgerne vil have flere valgmuligheder.

En succeshistorie

Kalistat Lund understreger, at Nuuk Imeqs frygt for at lukke er ærgerlig, og at det ikke har været formålet med en ny emballagelov.

Nuuk Imeq og den nye lov:
 

- Nuuk Imeq er et øltapperi og læsedriksproducent, der er ejet af Royal Unibrew, Carlsberg og Kommuneqarfik Sermersooq.
 

- Senest 1. januar næste år skal den såkaldte emballagebekendtgørelse være ændret. Det betyder, at der skal laves nye regler for emballage til øl og sodavand.
 

- Det vil i praksis sige, at Nuuk Imeqs monopol kommer til at ophøre, fordi det bliver tilladt at sælge øl og sodavand på dåse, plast- og glasflaske uanset facon og størrelse, så længe emballagen indgår i returpantsystemet.
 

- Nuuk Imeq frygter, at det vil føre til en lukning af tapperiet.  Et nyt returpantsystem skal også indføres, som passer til de dåser, plast- og glasflasker, som bliver importeret i fremtiden.

- Hensigten er ikke at ramme Nuuk Imeq. Vi arbejder på at øge valgmulighederne og at gøre retursystemet større. I dag kan vi jo kun returnere øl- og sodavandsflasker. I fremtiden skal der ved et nyt retursystem være mulighed for at returnere endnu flere læsedrikke, forklarer Kalistat Lund og fortsætter:

- Nuuk Imeq er en succeshistorie. Selskabet har opnået meget fine resultater. Man har kunnet returnere næsten al emballage. Det samme håber vi at kunne gøre med andre læskedrikke i et nyt pantsystem.

Nuuk Imeq kan fortsætte

Det nye pantsystem vil blive, som man kender det fra nu. Der vil dog blive åbnet for, at returneringsautomaterne kan tage imod flere forskellige former for emballage, end de kan i øjeblikket.

LÆS OGSÅ Konkurrence er velkommen - eller skal Nuuk Imeq bevares for enhver pris?

Blandt andet fra saftevands- og juiceflasker, som folk i dag smider i skraldespanden. Og det vil i sidste ende være fordelagtigt for forbrugerne, mener Kalistat Lund, da det vil give flere penge til borgerne i sidste ende.

- Når det fremover bliver muligt at returnere flere forskellige flasker end blot sodavands - og ølflasker, vil borgerne opleve, at de vil kunne få op til seks millioner kroner tilbage om året, når de returnerer emballage. Penge, der i princippet ryger i skraldespanden nu, hvor man ikke kan returnere alt slags emballage, siger han.

Når det kommer til Nuuk Imeqs fremtid, tror Kalistat Lund ikke på, at det vil ende med, at tapperiet lukker.

- Nuuk Imeq vil fortsat have mulighed for at drive virksomhed, siger han.

-Vi vil blot øge mulighederne for bryggerierne i resten af landet, slutter han.