Kalaallit Røde Korsiat søger frivillige hjælpere til corona-netværk

Frivillige skal hjælpe udsatte borgere, der er isoleret i deres eget hjem, med indkøb og andre praktiske ting.
- Vi hjælper udsatte borgere, der er isoleret i deres hjem. Det kan især være ældre, kronisk syge eller andre med svækket immunforsvar, der er særligt sårbare over for virussen, siger formand for Kalaallit Røde Korsiat, Christina Tønder Bell. Foto © : Kalaallit Røde Korsiat
Skrevet af Karsten Sommer
03. april 2020 10:17

Kalaallit Røde Korsiat stiller sig nu i spidsen for organiseringen af et hjælpenetværk. 

- I krisetider som nu er det vigtigt, at vi står sammen og hjælper hinanden. Det kan man se på mange Facebookopslag, hvor folk blandt andet tilbyder hjælp til folk i karantæne, skriver Kalaallit Røde Korsiat i en pressemeddelelse.

Disse gode initiativer vil Kalaallit Røde Kors gerne støtte op om, og har derfor iværksat et hjælpernetværk, hvor frivillige forbindes med mennesker, der har brug for hjælp.

Hjælper udsatte borgere

Kalaallit Røde Korsiat og ungdomsafdelingen INUA starter med at udvikle hjælpenetværket i Nuuk. 

Der er også frivillige i byer på kysten, som forbereder sig, hvis behovet viser sig dér.

- Vi hjælper udsatte borgere, der er isoleret i deres hjem. Det kan især være ældre, kronisk syge eller andre med svækket immunforsvar, der er særligt sårbare over for coronavirus, siger Christina Tønder Bell, der er formand for Kalaallit Røde Korsiat.

- De kan ikke selv klare deres daglige gøremål som at handle ind, hente medicin eller andre praktiske ting og mangler netværk til at hjælpe sig.

- Det er ikke første gang, vi oplever at vi som samfund står sammen i krisetider. Medmenneskeligheden og samhørigheden er stærk i vores samfund.

Hvis du har lyst til at hjælpe, så kontakt Kalaallit Røde Korsiat på ikiuutta@krk.gl, eller på telefon 232544 på hverdage mellem kl. 13-15.