Fire tiltalt i sag om 6 kilo hash
Tre mænd og en kvinde er tiltalt i en sag, der omhandler indsmugling og salg af omkring seks kilo hash fra februar 2015 til september i år.
De fire er tiltalt for i alt fjorten forhold, viser politiets anklageskrift. Her fremgår det, at de fire skulle have smuglet, solgt eller opbevaret hash i byerne Qaqortoq, Nanortalik, Paamiut, Sisimiut og Aalborg.
LÆS OGSÅ Alle syv dømte i hashsag anker til Landsretten
Ifølge politiets anklageskrift skulle en del af hashen blandt andet være smuglet fra Aalborg til Nanortalik via et skib fra Royal Arctic Line, hvor en af de tiltalte var besætningsmedlem.
Salget af hash har indbragt et stort beløb i omegnen af 2,7 millioner kroner til de tiltalte. Ifølge politiet skulle den hovedmistænkte i sagen have brugt pengene på blandt andet køb af både, biler og elektronik.
To af forholdene i anklageskriftet drejer sig desuden om, at den hovedmistænkte skulle have kørt spirituskørsel og kørt uden kørekort i Maniitsoq.
LÆS OGSÅ Tiltalte idømt lange foranstaltninger for hashsmugling
Sagen begynder den 10. december i Sermersooq Kredsret og er sat til at vare fem dage.
For bare fire måneder siden faldt der dom i en af Grønlands største hashsager. Her blev syv personer dømt for over to år at have smuglet op mod 60 kilo hash fra Danmark til Grønland. Alle syv dømte har anket dommen.
LÆS OGSÅ Flere anholdt for hashsmugling