Kærlighed til Grønland som kunst

To kunstnere fra fortiden og én fra nutiden mødes, når Tegners Museum i Nordsjælland i morgen åbner den nye udstilling ’En passion for Grønland’.
Skrevet af Martine Lind Krebs
31. maj 2011 09:30

Fælles for de tre kunstnere: Per Kirkeby, Aage Bertelsen og Johannes Achton Friis er nemlig deres passion for den nordøstgrønlandske natur, som de skildrer i deres malerier.

De to sidstnævnte var deltagere på Danmarksekspeditionen fra 1906 til 1908, mens Per Kirkeby er nulevende geolog og kunstner. Han besøgte Nordøstgrønland i sommeren 2009 for at forsøge at indfange storheden og uendeligheden.

Udstillingen danner også rammen for et integrationsprojekt. Her skal unge asylsøgende børn sammen med unge fra Gribskov Gymnasium på en uges workshop til august for at med afsæt i billederne formidle begrebet ’kulturmøde’.

Der er fernisering på udstillingen i morgen. Den åbnes af geolog Minik Rosing, der har rejst med Per Kirkeby i Grønland. I november fortsætter udstillingen til Odder Museum. Udstillingen er blevet til i samarbejde mellem Odder Museum, Gilleleje Museum, Tegners Museum og Statuepark og Kunsthus uden Mure.