Julelys kan være brandfarlige

Selv om de elektriske lyskæder, der slynger sig rundt om juletræer og dekorationer, skal skabe hygge i en mørk tid, kan de risikere at have den stik modsatte effekt.
02. december 2009 09:56

Næsten en tredjedel af lyskæderne øger risikoen for brand og elektrisk stød - eller begge dele, viser en undersøgelse fra EU-Kommissionen. Især stikpropper, skrueklemmer, ledninger og beskyttelse mod stød har problemer med sikkerheden.

Undersøgelsen, som er foretaget i Tyskland, Holland, Slovakiet, Slovenien og i Ungarn, viser, at de undersøgte lyskæder i 30,4 procent af tilfældene udgør "en alvorlig sikkerhedsrisiko.

EU's forbrugerkommissær Meglena Kuneva er overbevist om, at resultaterne kan udbredes til de øvrige EU-lande, fordi kæderne ofte kommer fra de samme producenter.

Kommissionen råder os forbrugere til at købe julelyskæder hos forhandlere, som vi har tillid til, og som opfylder sikkerhedskravene. Og så bør vi ikke at lade lyset brænde uden opsyn.