Johan fra Grønland vågnede op til Putins bomber i Ukraine: Det var frygteligt

Johan Høeg Hansen er sammen med 13 andre ved at flygte fra Ukraine. – Det har været en stressfuld og psykisk hård tur at tage, og vi er ikke færdige med turen endnu, fortæller han.
01. marts 2022 14:32

Johan Høeg Hansen fra Grønland, der til dagligt bor i Kiev, er lige nu ved at hjælpe de mange mennesker, der flygter fra det krigsramte Ukraine.

For torsdag morgen vågnede han ved lyden af bombens falden.

- Vi vågnede ved de store brag der var, og så gik vi i beskyttelse, og langt størstedelen af menneskene i Kiev var forberedt. De gik i beskyttelsesrum, de havde mad og vand og var klar til det, siger Johan Høeg Hansen fra Grønland.

Han er tidligere soldat i det danske forsvar, så lyden af bomber er ikke ukendt for ham. Alligevel var bomberne uventede for ham.

LÆS OGSÅ Guvernør melder om missilangreb midt i Ukraines næststørste by

- Det var jo frygteligt, fordi vi har jo aldrig troet på det, vi havde forberedt os på det. Nu har jeg jo erfaring fra Bosnien og Afghanistan som soldat med det danske forsvar, så jeg har oplevet det før med bombardementer, men det var stadigvæk rystende fordi det virkede urealistisk at der vil falde missiler og raketter og flybomber i Kiev, siger Johan Høeg Hansen.

Og ikke overraskende rammer Ruslands præsident Putins bomber hårdt - ikke bare landet, men også menneskene der er i Ukraine.

På vej mod Rumænien

Da KNR talte med ham mandag, var han sammen med 13 andre og et barn på tre år, på vej ud af Ukraine.

- Det har været en stressfuld og psykisk hård tur at tage, og vi er ikke færdig med turen endnu fordi nu sidder vi 30 kilometer fra grænsen til Rumænien. Vi har valgt at tage to dages tid til og sunde os efter den stressende tur og til vi er friske igen. Vi er jo stadigvæk mentale og fysisk udmattede.

Ifølge FN's flygtningeorganisation er der tirsdag en 20 kilometer lang bilkø ved grænsen til Rumænien, der ligger nordvest for Ukraine.

LÆS OGSÅ FN: Over en halv million personer er flygtet fra Ukraine

Og selvom muligheden for flugt for Johan Høeg Hansen er der, vælger han selv at blive i Ukraine for at hjælpe folk i nød.

- Jeg kommer ikke selv til at være involveret i krigen men jeg kommer i høj grad til at være involveret i at hjælpe de mennesker der er hernede. Og så længe jeg føler mig sikker der hvor jeg er, bliver jeg.

Mere end 660.000 mennesker er flygtet, siden Rusland invasion af Ukraine startede torsdag morgen.