Guvernør melder om missilangreb midt i Ukraines næststørste by

En video, der er delt af lokal guvernør, viser angiveligt Kharkivs rådhus blive ramt af missilangreb.
Billedet her viser angiveligt rådhuset i Ukraines næststørste by, Kharkiv, efter et russisk angreb tirsdag. Foto © : Vyacheslav Madiyevskyy/Reuters
Skrevet af Ritzau
01. marts 2022 10:33

Flere russiske missilangreb har tirsdag angiveligt ramt i hjertet af Ukraines næststørste by, Kharkiv i den nordøstlige del af landet.

Ifølge byens guvernør, Oleg Sinegubov, har Rusland ramt med krydsermissiler og såkaldte Grad-missiler, der affyres fra en kampvogn.

- Sådanne angreb er et folkedrab på det ukrainske folk. Det er en krigsforbrydelse mod civilbefolkningen, siger Sinegubov på sociale medier i en video, hvor han er iført skudsikker vest og hjelm.

Det er tirsdag formiddag ikke oplyst, om nogen er blevet dræbt eller kommet til skade i de påståede missilangreb fra Rusland.

Sinegubov siger, at Kharkiv indtil videre holder stand mod Ruslands offensiv.

Den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, har efterlyst yderligere sanktioner mod Rusland efter det "barbariske" angreb mod Kharkiv.

- Præsident Vladimir Putin formår ikke at knække Ukraine. Han udfører flere krigsforbrydelser, fordi han er frustreret. Han dræber uskyldige civile.

- Verden kan og skal gøre mere. Øg presset, og isoler Rusland fuldstændigt, skriver udenrigsministeren på sociale medier.

Der bor ifølge nyhedsbureauet AFP cirka 1,4 millioner indbyggere i Kharkiv.