Joe Biden indfører karantænekrav ved indrejse til USA

USA's nye præsident har torsdag præsenteret en omfattende strategi for håndtering af coronavirus.
Under Donald Trump var det ikke et krav at gå i karantæne ved ankomst. Foto © : Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
22. januar 2021 07:53

USA's præsident, Joe Biden, har torsdag aften underskrevet ti dekreter, som skal styrke indsatsen mod coronavirus i landet.

Dekreterne indebærer blandt andet krav om at bære mundbind i lufthavne og i dele af den offentlige transport.

Dekreterne fokuserer også på tiltag, som skal sørge for flere vacciner - både ved at producere flere og købe flere. Biden-administrationen har et erklæret mål om, at der skal være givet 100 millioner doser coronavaccine i løbet af hans første 100 dage som præsident.

LÆS OGSÅ Joe Biden melder USA ind i Parisaftalen og WHO igen

Et dekret er en slags instrukser fra præsidenten til regeringen om, hvordan den skal arbejde inden for de rammer, der allerede er sat af Kongressen og er inden for forfatningen.

Før Biden underskrev dekreterne, præsenterede han sin regerings plan for håndteringen af coronavirus.

Her sagde han, at kravene for indrejse til USA bliver strammet. Det betyder, at flypassagerer skal have en negativ test, før de går om bord på flyet med kurs mod USA. Dertil skal de i karantæne, når de ankommer til USA.

Under Donald Trump var det ikke et krav at gå i karantæne ved ankomst.