Jeremiassen vil prioritere den nye fiskerilov
Nikolaj Jeremiassen har nu været naalakkersuisoq i et par dage, men arbejdet venter, og han ved allerede, hvad han skal i gang med.
- Jeg skal selvfølgelig arbejde efter koalitionsaftalen. Jeg skal arbejde videre, hvor fra den tidligere naalakkersuisoq slap, og jeg skal prioritere den nye fiskerilov, fordi den skal fremsættes til efteråret, siger Nikolaj Jeremiassen.
Læs også Jeremiassen ny naalakkersuisoq
Startede fra bunden
Fiskeriet er Grønlands vigtigste erhverv, og der er store opgaver i vente. Og det er noget som Nikolaj Jeremiassen har beskæftiget sig med hele sit liv, da han er ud af en fisker- og fangerfamilie, og blev selvstændig indenfor erhvervet som 18-årig.
Han er derfor fortrøstningsfuld med en ny epoke i sit arbejdsliv, der som nye naalakkersuisoq nu skal blandt andet rumme landbrugspolitik.
Læs også Jeremiassen giver Enoksen håb og optimisme
- Jeg startede helt fra bunden indenfor fiskeriet; fra kystfisker, rejerfisker med kutter, medejer af rejetrawler til landing, medejer af rejetrawler med egen produktion. Den erfaring har givet mig styrke, og med den ballast er jeg ikke særlig bekymret for arbejdet med fåreavlerne, som jeg i forvejen har stiftet bekendskab med og som jeg vil have tæt samarbejde med, fortæller Nikolaj Jeremiassen, der også har været kommunalbestyrelsesmedlem i Kangaatsiaq, og blev valgt ind til Inatsisartut i 2013.
Læs også Tidligere naalakkersuisoq bryder sit løfte
Optimisme blandt organisationer
Verdensnaturfonden - WWF mener, at Nikolaj Jeremiassen har meget at rydde op, og miljøorganisationen håber, der vil ske forbedringer:
- Så vi håber på, at der bliver lyttet mere til anbefalinger, og at der bliver set mere på den langsigtede, også den socioøkonomiske gevinst på lang sigt, som er meget vigtig for det her land, fordi fiskeriet er jo vores langt største indtægtskilde, vi har her i landet, siger Kaare Winther Hansen, biolog på WWFs kontor i Grønland.
Læs også Karl Kristian Kruse usikker på fremtiden
Fisker og fangerorganisationen KNAPK er dog helt tryg ved den nye minister, hvor de har et godt samarbejde i forvejen, da Jeremiassen er et kendt ansigt i fisker og fangerorganisationen.
- Vi har selvfølgelig forhåbninger, og som jeg selv har sagt, så er Nikolaj tæt med den her organisation. Og hvis det fortsætter, så regner jeg med at vi alle opnår gode ting, siger formand for KNAPK, Henrik Sandgreen.