Jens Napãtôk søger om sygeorlov fra Inatsisartut

Jens Napãtôk' søger om orlov fra Inatsisartut på grund af problemer i familien.
Jens Napãtôk' var ikke selv til stede i Inatsisartutsalen i dag – han er hjemme, sygemeldt og har nu søgt om sygeorlov. Foto © : KNR / Malik Brøns
27. april 2021 14:52

Naleraqs Jens Napãtôk' blev i dag udnævnt som formand for Finans- og Skatteudvalget. 

Men Jens Napãtôk' var ikke selv til stede i Inatsisartutsalen – han er hjemme, sygemeldt og har nu søgt om sygeorlov. 

Grunden til det er en video, der er blevet spredt med lynets hast på Facebook – en video, der viser Jens Napãtôk' og hans samlever og barn i en situation derhjemme i weekenden.

Videoen viser tre mennesker samlet i et rum. De to af dem er Jens Napãtôk' og hans samlever. Samleveren ligger på gulvet og Napãtôk' står lidt væk og truer hende med at smadre hende.

Og det er da også på grund af problemer i familien, at Jens Napãtôk' nu søger om orlov fra Inatsisartut, skriver han på Facebook. 

For at støtte min samlever og min familie og efter alt det vi er gået igennem som familie, som har været fremme i offentligheden, har vi endelig besluttet at gå i familiebehandling. Jeg er meget lettet, skriver han. 

- Derfor har jeg søgt om at få en sygemelding for at prioritere min familie.

Napãtôk' selv: Jeg har ikke begået vold

Til KNR siger Naleraq-politikeren:

- Det handler om vores privatliv og de problemer, der er.

Er der nogen, der har begået vold mod nogen?

- Nej, ikke fra min side. På videoen kan man høre ”av-av”-lyde, og da min kæreste slår en lampe i stykker. Hun skærer sig på den og får blod på ansigtet. 

LÆS OGSÅ Siumut forlader pludselig Inatsisartut-salen

- Der var uro i lang tid. Jeg har blandede også politiet ind i det, og de kom. Vi lovede at falde til ro for barnets skyld, siger Jens Napãtôk' til KNR. 

- Og for at der ikke skulle drikkes flere øl, smadrede jeg flaskerne. 

Var du også fuld?

- Ja, vi havde været i byen. Vi var berusede.

- Nu skal jeg støtte min kæreste i hendes behandling for alkoholmisbrug. Børnene var blandet ind i det, der skete, og derfor søger vi om familiebehandling. Selvom det er trist, er det et skridt for familien, og det er en lettelse for mig. 

Kæresten: Jeg er ikke blevet slået

KNR har været i kontakt med Jens Napãtôks samlever. Hun ønsker ikke at blive interviewet, men i et skriftligt svar siger hun: 

- Der har været et billede af mig, som viser, at det bløder fra rifter i mit ansigt, på min samlevers profil på Facebook (Jens Napãtôks profil, red.). Det er et billede, som jeg i vrede har lagt på hans profil. Det er taget efter, at jeg forsøgte at slå min kæreste, men jeg fik glasskår fra en lampe i ansigtet. 

- Det er ikke fordi, jeg er blevet slået, og det er ikke et forsøg på at hænge nogen ud.

Drama i Inatsisartutsalen

Sagen om Jens Napãtôk' fik i dag Siumut og Demokraatit til at udvandre fra Inatsisartut. Det skete lige efter, at Hans Enoksen som formand for Inatsisartut havde læst navnene op på nye medlemmer, der er indstillet til at være medlem af det kommende finans- og skatteudvalg. Og her er Jens Napãtôk' altså blevet formand. 

Han fik 324 personlige stemmer til Inatsisartut-valget. Han er også valgt ind i kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia med 213 stemmer.