Jens-Frederik Nielsen vil styrke bånd til Danmark

Der er i dag et stærkt partnerskab mellem Danmark og Grønland, siger Jens-Frederik Nielsen.
Jens-Frederik Nielsen har stået i spidsen for regeringsforhandlingerne. Foto © : Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
01. april 2025 17:34

Grønland vil styrke samarbejdet med Danmark, indtil Grønland kan blive et selvstændigt land.

Det siger den kommende formand for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, til nyhedsbureauet Reuters.

- Vi er i dag en del af rigsfællesskabet, og så længe vi er en del af den konstruktion, bliver vi nødt til at bygge videre på vores forhold og vores partnerskab for at gøre det stærkere, indtil vi en dag kan være et selvstændigt land, siger han mandag.

Jens-Frederik Nielsen tilføjer, at der i dag er et "stærkt partnerskab".

Han siger videre, at han også ønsker, at Grønland har et partnerskab med USA. Men det skal være med respekt for hinanden, lyder det fra politikeren, hvis parti, Demokraatit, blev størst ved valget i Grønland.

Hans kommentarer kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, i de seneste dage har gentaget, at USA bør overtage Grønland.

- Vi kommer til at få Grønland. Ja, 100 procent, sagde han i weekenden i et interview med NBC News.

Både fra dansk og grønlandsk side er det blevet understreget, at Grønland ikke kan købes, og at grønlænderne ønsker selvstændighed.

Det budskab gentager Jens-Frederik Nielsen i sit interview med Reuters.

- Grønland bliver aldrig en del af USA. Vi vil gerne handle. Vi ønsker selvfølgelig et stærkt partnerskab, når det kommer til national sikkerhed. Men det skal være på en måde, hvor der er gensidig respekt.

- Vi kommer aldrig til salg, og vi bliver aldrig amerikanere, siger han.

/ritzau/