Jens-Frederik Nielsen til Folketinget: - Lige så vigtigt at se fremad, som når vi kigger tilbage
Flere danske ministre, partiledere og udvalgsformænd stod klar på række til at trykke formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), i hånden, da han mandag eftermiddag besøgte Folketinget.
Jens-Frederik Nielsen har siden lørdag været på besøg i Danmark, hvor han har vendt politiske sager med den danske statsminister, Mette Frederiksen (S). De har blandt andet drøftet en ændring af Selvstyreloven.
Det er hans første besøg som formand for naalakkersuisut.
- Grønland og Danmark har en lang fælles historie på godt og på ondt, indledte Jens-Frederik Nielsen sin tale til de danske politikere og fortsatte:
- For mig er det lige så vigtigt at se fremad, som når vi kigger tilbage.
Han talte fortsat om de mange muligheder, der er i Grønland.
- Vi har en befolkning fuld af optimisme og gåpåmod, og vi er klar til at tage arbejdshandskerne på både for at sikre udviklingen i Grønland, men også for at sikre et mere ligeværdigt forhold mellem vores to lande.
- Vi vil bygge et stærkt fundament. Vi vil selv. Det siger vi tit. Det vil vi også gerne vise, afsluttede Jens-Frederik Nielsen talen, der blev efterfulgt af lange klapsalver.
Har stået stille for længe
Formanden for naalakkersuisut har også kommenteret besøget på Facebook. Her skrev han:
- I Rigsfællesskabet står vi i dag stærkt. Det skal vi udnytte.
- Vi vil tage skridtet videre fra den nuværende situation, som har stået stille for længe, til noget, der gavner vores land og os alle.
Formanden for Folketingets Præsidium, Søren Gade (V), bød Jens-Frederik Nielsen velkommen i Folketinget med en tale.
- Danmark og Grønland har mange fælles værdier og fælles historie. De bånd, der hører sammen i rigsfællesskabet, rækker flere hundrede år tilbage, sagde han.
Søren Gade afsluttede talen med budskabet om, at Grønland, Danmark og Færøerne “har mest at vinde ved at stå sammen”.
Jens-Frederik Nielsen afsluttede besøget med at skrive en hilsen i gæstebogen.
Inden besøget i Folketinget var Jens-Frederik Nielsen til audiens hos kong Frederik. De rejser sammen til Grønland i dag.