Se billederne: Jens-Frederik Nielsen og Múte B. Egede vender hjem
Onsdag vendte Jens-Frederik Nielsen (D) og Múte B. Egede hjem fra USA, efter Jens-Frederik Nielsen i går underskrev en aftale om sikkerheden i Arktis med den amerikanske præsident, Donald Trump og den danske statsminister Mette Frederiksen (Socialdemokratiet).
Jens-Frederik Nielsen og Múte B. Egede blev modtaget af mange mennesker og flag i lufthavnen, inden turen gik til Katuaq i Nuuk centrum, hvor der også var helt fuldt.
Aftalen, der blev underskrevet tirsdag eftermiddag, er der blevet arbejdet på siden januar, hvor der blev nedsat en højniveauarbejdsgruppe.
Og det var da også en rørt Jens-Frederik Nielsen og Múte B. Egede, der trådte ud i ankomsthallen i lufthavnen til et hav af Erfalasorput.
– Jeg er meget glad og rørt over, at I er her, sagde Jens-Frederik Nielsen.
– Tusind tak, fordi I alle sammen stod sammen og tog kampen op mod verdens mægtigste magt, sagde han.
– Múte, du påtog dig et meget stort ansvar. Tusind tak, sagde han.
Han takkede også de embedsfolk, der har arbejdet døgnet rundt.
– De har arbejdet i mere end to år uden at sove, og jeg bliver rørt bare ved tanken på det, sagde Jens-Frederik Nielsen.
Múte B. Egede supplerede
- Når vi står sammen, kan vi modstå hvad som helst, siger Múte B. Egede.
Han understregede, at hvis USA vil være til stede i Grønland, er de nødt til at samarbejde med grønlænderne.
Videre til kaffemik og pressemøde
Efter ankomsten i lufthavnen bevægede de to sig videre til Katuaq, hvor der var pressemøde. Her var en masse mennesker mødt op til kaffemik og for at høre Múte B. Egede og Jens-Frederik Nielsen sætte ord på aftalen.
Her understregede Jens-Frederik Nielsen flere gange ' intet om os uden os'
– Aftalen er en yderligere aftale oven på forsvarsaftalen fra 1951, siger Jens-Frederik Nielsen.
– Grønland er medunderskriver, og derfor understreger aftalen også, at det skal være til gavn for Grønland, hvis der skal iværksættes tiltag på forsvarsområdet eller andre områder, sagde han.
- Vi tre lande skal blive enige indbyrdes om, hvad der skal ske.
Múte B. Egede supplerede igen:
– Det grønlandske folk har med udgangspunkt i mulighederne i selvstyreloven tilkendegivet, at de vil skabe grundlaget for et medlemskab af Nato, hvis de vælger at blive selvstændige.
Uanset hvor magtfuldt USA er, står der i aftalen, at parterne skal respektere hinanden, og at den grønlandske kultur skal respekteres, understregede Jens-Frederik Nielsen.
Han gav samtidig udtryk for, at han godt kan forstå, hvis borgerne føler sig utrygge.
– Jeg kan godt forstå, at det skaber utryghed i befolkningen, når en så magtfuld person kommer med voldsomme udtalelser, sagde formanden for naalakkersuisut.
Men han understregede, at aftalen er indgået med respekt for Grønlands røde linjer.