Jeff Landry på gæsteliste til konference i Nuuk
Den 19. maj kommer USA’s særlige udsendinge, Jeff Landry, formentligt til Grønland.
Han er i hvert fald skrevet på gæstelisten til dette års Future Greenland-konference, der bliver afholdt i Nuuk. Det skriver Sermitsiaq, og det fremgår også af gæstelisten.
Future Greenland-konferencen er arrangeret af Grønlands Erhverv.
Direktør i Grønlands Erhverv, Christian Keldsen, oplyser dog til KNR, at de ikke har inviteret Jeff Landry.
- Han er ikke inviteret af os, han er ikke en officiel del af programmet, og han har intet med os at gøre, siger Christian Keldsen.
Jeff Landry er guvernør i delstaten Louisiana og blev tidligere på året udpeget af den amerikanske præsident, Donald Trump, til at være særlig udsending til Grønland.
Ingen officiel invitation
Christian Keldsen understreger, at alle har haft mulighed for at købe billetter til Future Greenland.
Konferencen sætter fokus på erhvervsudviklingen i Grønland, og der er over 500 deltagere fra 20 forskellige nationer.
- Det amerikanske konsulat har købt nogle billetter til Future Greenland på helt almindelige vilkår, og så har de nu sat navne på, hvem der rent faktisk deltager, siger Christian Keldsen.
Så forventer du, at Jeff Landry rent faktisk møder op?
- Jeg har fået at vide, at han møder op, og jeg går generelt ud fra, at alle dem, som er på deltagerlisten, møder op.
Jeff Landry nævnte i et interview med KNR tidligere på året, at han sammen med en erhvervsdelegation ville besøge Grønland muligvis i maj.
Konferencen løber fra den 19. maj til den 20. maj og vil blive afholdt i Katuaq.