SpaceX: Japansk milliardær skal ud på månerejse

Rumselskabet SpaceX sender i 2023 en japansk milliardær på rumrejse til Månen.
Foto © : SpaceX
Skrevet af Ritzau
18. september 2018 15:22

SpaceX, rumselskabet der ledes af bilfirmaet Teslas stifter, Elon Musk, har udpeget den privatperson, som skal være med på en første rejse rundt om Månen.

Det bliver den japanske mangemilliardær og stifter af modevirksomheden Zozo, Yasaku Maezawa, der efter planen sendes af sted i 2023.

- Han er en meget modig person ved at gøre det, siger Musk.

Maezawa siger, at han vil invitere seks til otte kunstnere med sig på turen.

- Jeg ønsker ikke at have en så fantastisk oplevelse helt alene, siger han.
Prisen kendes ikke

Det er en ny udgave af Spacex' foreløbig vellykkede Falcon-raket, der skal gøre det muligt at sende passagerer til Månen og Mars, forklarer Musk.

Han har tidligere sagt, at han ville gå efter at have raketten klar i 2022 til en ubemandet flyvning til Mars og en tilsvarende bemandet flyvning i 2024. Men det er allerede kendt, at den tidsplan ikke kan holde.

Det afsløres ikke, hvor meget Maezawa betaler for sin rumrejse.

Andre der har skrevet sig på listen over en rumrejse med SpaceX, er skuespilleren Leonardo DiCaprio og popsangeren Justin Bieber.

Det russiske rumprogram har tidligere mod betaling taget privatpersoner med til Den Internationale Rumstation.

/ritzau/