Justitsministeriet modtog onsdag en formel udleveringsanmodning fra Japan af miljøaktivisten Paul Watson, der er tilbageholdt i Grønland.
Det oplyser ministeriet torsdag.
- Justitsministeriet afventer nu at modtage udleveringsanmodningens dokumenter i verificeret form.
- Justitsministeriet vil herefter sende sagen videre til Grønlands Politi, medmindre ministeriet allerede på baggrund af de foreliggende oplysninger finder grundlag for at forhåndsafvise anmodningen, skriver ministeriet i en mail til Ritzau.
Sendes sagen videre til Grønlands Politi, vil politiet iværksætte den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt, oplyser ministeriet.
- Derefter vil spørgsmålet om udlevering blive forelagt Justitsministeriet til afgørelse, skriver ministeriet.
Sagen skal behandles efter grønlandsk ret.
Den 73-årige canadisk-amerikanske aktivist Paul Watson blev anholdt i Grønland 21. juli. Watson er en af de oprindelige stiftere af Greenpeace, som han dog ikke længere er tilknyttet.
Anholdelsen skete på havnen i Nuuk. Her blev Watson anholdt, efter at han var anløbet i havnen med skibet "John Paul Dejoria".
Det skete på baggrund af en international arrestordre fra Japan, som blev udstedt i 2010.
Arrestordren kom efter en hændelse i Antarktis, hvor Watson greb ind, mens japanske hvalfangere arbejdede.
Ifølge myndighederne i Japan overfaldt aktivisten hvalfangerne og forhindrede dem i at udføre deres arbejde.
Watson blev efter anholdelsen varetægtsfængslet i Grønland frem til 15. august, hvor der skal være et retsmøde om, hvorvidt han skal udleveres til Japan.
Sagen har fået international opmærksomhed.
Blandt andre har den franske præsident, Emmanuel Macron, opfordret de danske myndigheder til ikke at udlevere Paul Watson.