Ivik Nielsen leverede stor præstation ved DM i bordtennis

Årets Idrætsudøver i Grønland 2017 - bordtennisspilleren Ivik Nielsen - leverede en flot præstation ved Danmarks Mesterskaberne i bordtennis for seniorer i Hjørring i den forgangne weekend.
Foto © : GTTF
Skrevet af Karsten Sommer
07. marts 2018 10:13

Ivik Nielsen leverede stærkt spil hele mesterskabet igennem. Dette bragte ham til slutspillet og han var turneringens store positive overraskelse, skriver formanden for Grønlands Bordtennis Union, Emil Kleemann.

- Ivik havnede på en 9. plads, som er meget flot placering i dansk topbordtennis, hvor der er mange stærke spillere i spil, påpeger formanden.

Blandt andet var han den eneste, der vandt et sæt over den senere DM-guldvinder Anders Lind.

LÆS OGSÅ Dobbelt guld til Grønland ved Reykjavik International Games

- Det er første gang at en grønlandsk spiller nåede så langt ved de danske mesterskaber. Det kan kun lade sig gøre med de mange træningstimer Ivik leverer i sin danske klub B75, hvor han træner 2 gange dagligt, skriver Emil Kleemann.

Bordtennisforbundet er for tiden i gang med at finde sponsorer til Ivik Nielsen, så hans positive udvikling kan yderligere styrkes.

LÆS OGSÅ Idrætspersonligheder fik priser lørdag