Italiens mest eftersøgte anholdt: Leder af Cosa Nostra

Matteo Messina Denaro er dømt in absentia for at have myrdet de to mafia-anklagere Falcone og Borsellino.
Premierminister Giorgia Meloni kalder anholdelsen af Denaro for "en stor sejr" for den italienske stat i kampen mod den organiserede kriminalitet. Foto © : AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
17. januar 2023 08:26

Italiensk politi oplyser, at det har anholdt landets mest eftersøgte person, Matteo Messina Denaro, der er lederen af den sicilianske mafia Cosa Nostra.

Han har været på flugt i over 30 år og er blevet anholdt i Palermo.

60-årige Denaro er idømt fængsel på livstid for sin rolle ved mordet i 1992 på mafiaanklagerne Giovanni Falcone og Paolo Borsellino, skriver AFP. Han er blevet dømt in absentia, altså uden at han selv var til stede.

Året efter - i 1993 - var han involveret i bombeangreb i Firenze, Rom og Milano, som kostede ti mennesker livet.

Han regnes i dag som "bossen over alle bosser" efter Salvatore Riinas død i 2017.

Premierminister Giorgia Meloni kalder anholdelsen af Denaro for "en stor sejr" for den italienske stat i kampen mod den organiserede kriminalitet.

LÆS OGSÅ Kæmpe sag mod den mest magtfulde mafia i Italien begynder

Han blev anholdt, mens han befandt sig inde i en klinik i Palermo. Her var han i terapeutisk behandling, siger politiets leder for særlige operationer Pasquale Angelosanto i en erklæring på video.

Ifølge Reuters bar Denaro, på tidspunktet for anholdelsen, et ur til en værdi af 35.000 euro. Det svarer til omkring 260.000 kroner.

Det eneste kendte foto af Denaro stammer fra begyndelsen af 1990'erne. Politiet har siden lavet et simuleret billede af ham på computer, som har været brugt under de mange år, hvor man har jagtet ham.

I 2015 opdagede politiet, at han kommunikerede med sine nærmeste sammensvorne via det såkaldte pizzini-system med små foldede papirbeskeder, der blev gemt under en sten på en gård på Sicilien.

Han skal engang ifølge nyhedsbureauet AFP have pralet med, at han ville være i stand til at fylde en hel kirkegård med de folk, som han har myrdet.