Kæmpe sag mod den mest magtfulde mafia i Italien begynder

Den største mafiasag i Italien i årevis begynder i dag onsdag.
Det er Italiens mest berømte anti-mafiaanklager, som fører sagen. Det er den 62-årige Nicola Gratteri, som har levet under politibeskyttelse i over 30 år. Foto © : Alberto Pizzoli/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
13. januar 2021 13:47

Det er landets mest magtfulde mafia, der går under navnet 'Ndrangheta', der skal på anklagebænken i en sag, hvor hele 355 personer anklages. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Blandt de anklagede er politikere, embedsmænd og forretningsfolk.

De fleste blev anholdt under koordinerede politiaktioner i december 2019 i Italien og flere andre lande.

Anklagerne lyder på blandt andet drab og drabsforsøg, afpresning, narkoforbrydelser, embedsmisbrug, og medlemskab af en kriminel organisation.

Retssagen ventes at vare i to år.

Den vil holde omkring 400 advokater beskæftiget. På nuværende tidspunkt er der indkaldt 900 vidner.

Det ventes, at 58 vidner vil tiltrække sig særlig opmærksomhed.

Det er tidligere mafiafolk, som ifølge AFP vil bryde deres tavsheds-ed med 'Ndrangheta'-organisationen - den såkaldte "omerta", som betyder loven om tavshed.

'Ndrangheta er en løs organisation, der består af hundredvis af forskellige familieklaner med fælles interesser.

De fleste af de anklagede er fra Mancuso-familien

I modsætning til Siciliens mafia, Cosa Nostra, med tilknytning til Palermo og Camorra fra Napoli er 'Ndranghetas rødder spredt ud over det landlige Calabrien.

Når mafiafamilier i Calabrien hyrer nye rekrutter, findes de inden for familien.

Det er med til at gøre 'Ndrangheta til en effektiv mafia.

Blodsbånd styrker den tavshed, der beskytter klanen og dens aktiviteter som afpresning, menneskesmugling og indsmugling af kokain til Europa fra Sydamerika.

Og de fleste af de 355, der er anklaget i sagen, er fra samme familie, nemlig Mancuso-familien, eller fra kredsen om familien.

Blandt de anklagede er mafiabossen Luigi Mancuso. Han har tidligere siddet 20 år i fængsel, og nu risikerer han at ryge tilbage igen.

Andre anklagede har eksotiske øgenavne som "Ulven", "Fatty", "Lille Ged" og "Blondie".

Det er Italiens mest berømte anti-mafiaanklager, som fører sagen.

Det er den 62-årige Nicola Gratteri, som har levet under politibeskyttelse i over 30 år.