Island indfører skærpede indrejseregler for alle lande

Fra onsdag skal rejsende til Island selv betale for en coronatest ved ankomst og må ikke gå på restaurant.
Island har registreret 2011 personer smittet med coronavirus ifølge Johns Hopkins University. Foto © : Werner Bayer/flickr
Skrevet af Ritzau
17. august 2020 07:39

Island indfører fra i overmorgen - onsdag 19. august - skærpede indrejseregler for alle nationaliteter.

Det betyder, at man som indrejsende fra onsdag skal testes to gange. Første gang ved ankomst og anden gang efter fem dage.

I de første fem dage af opholdet skal alle desuden gå i karantæne.

Tager man til Island, skal man derfor efter ankomst forblive på sit bestemmelsessted og undgå kontakt med andre end dem, som man rejser sammen med.

LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus i Grønland

Indrejsende må derudover ikke gå på restaurant eller bar, ligesom de ikke må gå i butikker eller besøge svømmehaller. Det er heller ikke tilladt at overnatte på campingplads eller i autocamper.

I stedet skal man bo på hotel eller privat, men kun hvis der er adgang til separate bade- og toiletfaciliteter.

Man må dog gerne køre en tur i en bil eller gå en tur under karantænen, oplyser Udenrigsministeriet.

Island begyndte at lempe restriktioner i begyndelsen af maj. På daværende tidspunkt meldte Island, at det havde coronavirusset under kontrol.

Island har registreret 2011 personer smittet med coronavirus ifølge Johns Hopkins University.

Ti personer smittet har mistet livet siden smitteudbruddets begyndelse.