Island indfører coronavaccinepas 

Snart kan færdigvaccinerede islændinge få tildelt et dokument, der gør det muligt for dem at rejse ud i verden og komme hjem igen uden at gå i karantæne
Lige nu har omkring 4.500 islændinge modtaget begge de nødvendige vaccinestik, og de vil altså nu kunne gå ind på den islandske version af e-boks og ansøge om at få en vaccinationsattest.  Foto © : Dan Nguyen/Flickr Creative Commons
29. januar 2021 14:24

Som et af de første lande i verden indfører Island et såkaldt coronavaccinepas. 

Et dokument, der viser, at du er blevet færdigvaccineret mod coronavirus og derfor er fritaget fra at gå i karantæne, hvis har været i udlandet. 

Det fortæller P1 Morgen fredag.  

Lige nu har omkring 4.500 islændinge modtaget begge de nødvendige vaccinestik, og de vil altså nu kunne gå ind på den islandske version af e-boks og ansøge om at få en vaccinationsattest. 

Indtil videre kan man dog ikke bruge vaccinepasset til ret meget, fortæller den danske ambassadør i Island, Eva Egesborg Hansen til P1 morgen. 

LÆS OGSÅ Islandsruten er lukket frem til slutningen af april

- For man skal jo bruge det, når man skal til at begynde at genåbne verden og rejse rundt. Og  i og med Island så vidt vides er det første land i verden, der har et vaccinepas på plads, og det endnu ikke er anerkendt i andre lande, så kan man i øjeblikket alene bruge det til at rejse ud af Island og så komme ind i Island igen uden at skulle igennem karantæne, siger hun.

Coronasmitten i Island har ligget på et lavt niveau de seneste måneder, og det betyder, at samfundet, ligesom her i Grønland, er mere åbent end mange andre steder i verden.