Innaarsuit: Isfjeld kan kun komme een vej ud

Isbjerget ved Innaarsuit har weekenden igennem ligget stille nord for bygden. Ifølge Susanne Eliassen fra Innaarsuit er isfjeldet så stort, at det er nødt til at drive sydpå forbi bygden, før det kan komme væk.
Skrevet af Kenneth Elkjær
15. juli 2018 18:44

De cirka 170 borgere i Innaarsuit har siden midten af sidste uge kunne kigge ud på et stort isfjeld, der i flere dage lå faretruende tæt på bygden.

Fredag aften rykkede det sig en smule på grund af kraftig vind og forhøjet tidevand. Susanne Eliassen fortæller, at isfjeldet kun kan komme en vej, hvis det skal væk fra bygden.

- De isbjerge, der plejer at komme forbi bygden har det med at gå i stykker på vejen og bliver mindre, så de
kan drive forbi øerne nord for Innaarsuit, fortæller hun.

LÆS OGSÅ Isfjeld har ikke rykket sig i løbet af natten

Men isfjeldet der i øjeblikket har taget permanent ophold tæt på bygden er for stort, vurderer hun.

Ifølge hende er problemet, at der nord for Innaarsuit ligger en lang række mindre øer og fjelde i havet, som det store isbjerg ikke kan komme forbi på grund af dets størrelse.

LÆS OGSÅ - Vi er i en meget speciel situation

Susanne Eliassen og resten af borgere i bygden må derfor vente på kraftig vind fra nord mod syd, der kan drive isbjerget ud i Baffinbugten og væk fra bygden. Det skal samtidig ske uden, at det ligger sig fast tæt på bygden, som det gjorde i flere dage i sidste uge, inden det flyttede sig 500-600 meter nordpå, hvor det fortsat ligger.