Ingen spænding her: Hemmeligt valg er allerede afgjort

Valg til Inatsisartut, kommunalvalg og valg til bygdebestyrelser og menighedsråd skal vi til på tirsdag. Og så er der et helt femte valg, som ikke så mange kender.
I Pituffik er der 52 stemmeberettigede. Foto © : Scanpix
02. april 2021 14:42

Det er næppe nogen overraskelse, at der er valg 6. april.

Der er både kommunalvalg, valg til Intasisartut, bygdebestyrelser og menighedsråd – og så er der et femte og lidt hemmeligt valg. 

Det er nemlig valget til borgerrådet i Pituffik. 

I Pituffik er der 52 stemmeberettigede. De er over 18 år, arbejder som brandmænd, bygningsarbejdere, kokke, politibetjente, sygeplejersker, på kontor og så videre. De har altså civile job på den amerikanske base og har en fast folkeregisteradresse i Pituffik. 

Amerikanerne er udstationerede, så de har ikke stemmeret i Grønland. Men det har de civilt ansatte, der bor fast på basen  – og nu er det så, at vi tager toppen af spændingen. 

For folkene i Pituffik skal ikke som os andre bevæge sig hen til en stemmeurne. Valget til borgerrådet er nemlig allerede afgjort.  

Det oplyser Klaus Georg Hansen, som er afdelingschef i Formandens Departement i Naalakkersuisut. 

- Der skal bruges tre mennesker i borgerrådet, og tre har stillet op til valget. Derfor er der fredsvalg, for der er ingen kamp om noget som helst. Det er simpelthen afgjort på forhånd, siger han. 

De tre er formand Kasim S. Virk, næstformand Flemming H. Jensen og Heidi Andersen.

 

Foto © : Privatfoto

 

Formand stiller op i stedet for at brokke sig

Den 58-årige Kasim Virk har i de sidste otte år været formand for rådet, og han var medlem af det i fire år, før han blev formand. Så han har været i borgerrådet i tolv år i alt, indtil videre. Og nu er han er klar til at tage fire år mere, siger han.

Kasim Virk er fra Danmark og har arbejdet som brandmand i Pituffik i 30 år. Men det er som regel i perioder. I 8-12 uger er han i Pituffik, også er han hjemme i fire uger i Danmark.

Han stillede op til valget for at give kollegaerne i Pituffik en nemmere hverdag, siger han.

- Det er for at have medindflydelse. Nu har jeg selv oplevet de ting, der var for mange år siden, for eksempel når man skulle have fat i et departement eller skattestyrelsen, så gik det ikke altid glat. 

- I stedet for at brokke mig, så meldte jeg mig på banen for at gøre noget ved det. Så jeg vil være med til at gøre det bedre og lettere for folk og for os selv.

Kulturelle og praktiske arrangementer

Men hvad laver borgerrådet i Pituffik?

- Grunden til at borgerrådet er her, er for at hjælpe borgerne heroppe, hvis de for eksempel skal i kontakt med Selvstyret eller de andre myndigheder. Så foregår det igennem os.

- Det er lidt ligesom en bygdebestyrelse, det fungerer på samme måde, siger Kasim Virk.

Borgerrådet i Pituffik arrangerer også kulturelle og praktiske arrangementer for de ansatte på basen.

Det kan for eksempel være på nationaldagen, hvor de spiser sammen og inviterer de amerikanske ansatte på basen.

- Det er meget multikulturelt, der er både den danske kultur, den grønlandske kultur og den amerikanske kultur. Til nationaldagen får vi for eksempel mattak fra Qaanaaq og søkonger fra Savissivik.

Borgerrådet og Kasim Virk sørger også for, at Pituffik bliver et valgsted, så de stemmeberettigede kan være med til at sætte et kryds til kommunal- og Inatsisartutvalget som alle andre steder i landet.

Kasim Virk har i de sidste par år også arbejdet for, at de grønlandske ansatte kan få lov til at tage på jagt i deres fritid. Det var ikke muligt før at få en licens til at fange en moskusokse for eksempel, fortæller formanden.

Grunden til at Pituffik har sit eget valg er, at basen er udenfor den såkaldt kommunale inddeling i Grønland. Det samme er nationalparken i Nordøstgrønland – men der er det kun isbjørne og Siriuspatruljen, der huserer.

Tidligere har også Kangerlussuaq været udenfor den såkaldt kommunale inddeling i Grønland, fordi Kangerlussuaq også var en base, som amerikanere etablerede.

I 1992 nedlagde amerikanerne dog deres aktiviteter dér, og Kangerlussuaq blev til en kommune som alle andre. 

Men Pituffik er stadig en amerikansk base og dermed stadig udenfor den kommunale inddeling.