Ekspert: Ingen lette løsninger på affaldsproblem

Der findes ingen snuptagsløsninger på de grønlandske udfordringer med at komme af med affaldet på en miljørigtig og forsvarlig måde.
Arkiv Foto © : KNR
Skrevet af Jonas Fievé
17. maj 2018 14:38
Versionist Connie Fontain

Selvom der ifølge en ekspert i skrald ikke er nogle lette løsninger på de grønlandske affaldsproblemer, så støtter han idéen om at samle affaldsforbrændingen få steder i landet. 

- Med udgangspunkt i, at man laver et eller to forbrændingsanlæg og man derved koncentrerer det, så man får nogle større og mere effektive forbrændingsanlæg, er sådan set god, siger Rasmus Eisted, som er civilingeniør og har en ph.d. i affaldshåndtering i Grønland.

LÆS OGSÅ Kommuner vil tage skraldet sammen

Mere rent luft

På nye forbrændingsanlæg kan man også rense luften bedre, end man har mulighed for i dag på de helt små anlæg i bygderne og mindre forbrændingsanlæg i byerne på vestkysten.

Selvom det ville være med til at afhjælpe de miljømæssige problemer, der er forbundet med affaldsafbrændingen her i landet, så er kommunernes forslag ifølge Rasmus Eisted ikke helt problemfrit.

LÆS OGSÅ Dumpen i Uummannaq spreder farlig røg

Løsning giver nye udfordringer

Hvis man her i landet erstatter de mange små forbrændingsanlæg med et eller to store, så bliver man nødt til at sejle affaldet over store afstande.

- Der er ikke nogen løsning, der bare passer perfekt til Grønland fordi man har så spredt en befolkning og fordi de teknologier, man typisk har til behandling af affald, kræver en vist mængde affald, siger han.

Og Grønlands omkring 56.000 indbyggere producerer bare ikke nok affald.

I første omgang mener Rasmus Eisted, at man til dels kan løse affaldsproblemerne lokalt, hvis landets fem kommuner går sammen om at danne et fælles affaldsselskab, som kan tage sig af affaldshåndteringen i hele landet i stedet for, at de enkelte kommuner står alene med problemet.