Arktisk Kommando: Ingen grund til bekymring over genåbning af Grønnedal

Der er ikke grund til bekymring over genåbningen af flådestationen Grønnedal, siger major i Arktisk Kommando, Torben Grinderslev. Efter at nabobygden har udtrykt bekymring for at genåbning vil forstyrre fiskeriet.
Grønnedal
Foto © : Peter Barfoed
12. december 2016 13:50

Bygdebestyrelsen i Grønnedals nabobygd Arsuk har udtrykt bekymring over, at de militære arktiviteter tidligere har påvirket fiskeriet og beboerne og at man nu frygter, at det vil ske igen.

Men der er ingen grund til bekymring, siger major Torben Grinderslev.

- Jeg vil sige det på den måde, at vi selvfølgelig ikke kan acceptere, hvis der er nogle af vores soldater, der ikke opfører sig ordentligt overfor vores naboer. Så vil vi selvfølgelig slå hårdt ned på det, hvis der er noget, siger han.

Det er endnu uklart, hvad genetableringen helt konkret vil indebære og for eksempel, hvor mange medarbejdere basen skal huse. Og det er det, der skal undersøges nu, siger majoren.

- Nu forestår der en masse arbejde med at finde ud af, hvordan Grønnedal skal anvendes i fremtiden, hvor mange der skal være derned, og hvor tit der skal være aktiviteter dernede, siger han.

Majoren slår dog fast, at der ikke bliver tale om samme omfang som tidligere.

- Det er meget få aktiviteter, der er tale om, så jeg synes ikke, at der er nogen grund til at bekymre sig om det, siger han.

Der vil være nogle få faste medarbejdere, der vil stå for vedligehold og drift, og så vil der en gang imellem komme et skib eller lignende, siger majoren.