Ingen direkte aftenradioavis i tre uger

På grund af personalemangel bliver radioavisen klokken 18 optaget på forhånd i de næste tre uger.
Radioavisen bliver ved med at mangle grønlandske journalister. Foto © : Johansinnguaq Olsen, KNR
02. februar 2023 09:44

Radioavisen stopper foreløbigt sine direkte aftenudsendelser fra i dag torsdag.

I de næste tre uger bliver aftenradioaviserne optaget om eftermiddagen.

Ændringen skyldes personalemangel, for radioavisen bliver ved med at mangle grønlandske journalister. Det betyder, at der ikke er nok til at dække vagtskemaet, siger KNR's nyhedschef Alice Sørensen.

- Derfor bliver vi nødt til at optage aftenradioavisen indenfor arbejdstiden for at få vagtplanerne til at gå op i en højere enhed, siger hun.

Hun fortæller, at der på den måde bliver flere kræfter til at producere nyheder, fordi aftenradioavisen bliver optaget på forhånd.

Radioavisen er normeret til at have syv grønlandske journalister. Men i dag mangler der fire.

Beredskab

Og en af konsekvenserne er, at der mangler folk til at producere nyheder, når en kollega bliver syg eller holder ferie.

Men det har også betydning for radioavisens vagtplan. For når der mangler fire journalister, er det rigtig svært at stå klar i en beredskabssitutation, hvor KNR skal sende timeradioaviser som for eksempel ved en naturkatastrofe.

Et helt ekstremt eksempel var i 2017, hvor en tsunami ved Karrat ved Uummaannaq blev skabt af et stort fjedskred.

Da bygderne Nuungaatsiaq og Illorsuit blev oversvømmet blev flere end 70 mennesker evakueret, mens fire omkom.

Som en del af det nationale beredskab bidrog radioavisen med 16 ekstra udsendelser fra cirka klokken 01 om natten. Det medførte, at flere journalister blev tilkaldt til ekstra vagter. Ekstra vagter, som bagefter skulle afspadseres.

De allersidste nyheder

Og for at sikre at radioavisen fortsat kan varetage sine beredskabsforpligtelser, er den nu nødt til at skære ned på sine direkte udsendelser, siger nyhedschefen.

Hun forsikrer dog, at public service-forpligtelserne ikke bliver berørt af, at KNR's aftenradioavis bliver optaget på forhånd.

- Det kan dog have den konsekvens, at vi ikke nødvendigvis kan få de allersidste nyheder med lige inden deadline. Når vi normalt sender radioavisen live, kan vi jo få de allersidste nyheder med, men den vurdering bliver vi nødt til at tage, når tingene sker op til deadline, siger Alice Sørensen.

Radioavisens dansksprogede journalister blev for nylig styrket med en ny medarbejder, og de er nu fuldtallige.