Ineqi Kielsen indstillet som ny formand for forfatningskommissionen

Siumut har fundet afløseren for Doris J. Jensen.
Siumut indstiller Ineqi Kielsen som ny formand for forfatningskommissionen. Foto © : Privat
Skrevet af Ivik Kristiansen
20. januar 2020 11:48

Ineqi Kielsen bliver indstillet som ny formand for forfatningskommissionen.

Knap to måneder efter Doris J. Jensen trak sig fra sin formandspost, har Siumut indstillet 26-årige partikonsulent Ineqi Kielsen som formand for forfatningskommissionen.

Ineqi Kielsen siger, at arbejdet i forfatningskommissionen interesserer ham.

- Jeg blev spurgt før jeg blev indstillet, og fordi jeg er interesseret i det, og fordi jeg vil være med til at løfte den store opgave, og det store ansvar, har jeg accepteret det, siger Ineqi Kielsen.

Han siger dog, at han kort skulle overveje, om han kunne leve op til ansvaret.

LÆS OGSÅ Doris J. Jensen stopper i Forfatningskommissionen

- Jeg tænkte selvfølgelig over timingen. Og så er det nødvendigt at lave en selvvurdering, når man står overfor så stort et ansvar, så det tænkte jeg selvfølgelig over. Men der gik ikke så lang tid, før jeg meldte ud, at jeg acceptere indstillingen.

Ineqi Kielsen blev som 21-årig valgt ind til Inatsisartut i 2014, men blev ikke valgt ind til Inatsisartutvalget i 2018.

Han stillede også op til Folketingsvalget i sidste år, men hentede ikke stemmer nok til at komme ind.

Siden da har Ineqi Kielsen fungeret som partikonsulent i Siumut. Og fremover altså som formand for Forfatningskommisionen.